har tvertimod Grund til at slutte, at dette ikke har fundet Sted, netop deraf, at det med Taushed forbigaas. Var nemlig Sagen samtykket ogsaa paa de øvrige Lagthing, saa havde man ganske vist ikke undladt at tilføie i Gulathingsloven en Yttring som den: „at Bestemmelsen var vedtagen af Landets Almue paa alle Landets Lagthing“ og ikke blot benævnt den: „en ny Bestemmelse tagen ifølge Kong Magnus’s, Erkebiskop Eysteins, Erling Jarls og alle de viseste Mænd i Norge deres Overlægning“. Thi ved alle de viseste Mænd i Norge betegnes ikkun efter gammel Talebrug: Kongens naturlige Raadgivere, hans store Raad, nemlig Lendermændene, Hirdstyrerne og vel ogsaa allerede nu Biskopperne; men alle disse havde blot en raadgivende, ikke lovgivende Myndighed. Desuden viser det sig klart af den følgende Historie, at Thrønderne, som ifølge gammel Vedtægt havde paa Ørething den første Stemme ved Kongernes Antagelse, og hvis Stemme i faa Henseende paa en Maade gjaldt for hele den norske Almues, – at de netop holdt fast ved den gamle Arvefølge, og derfor aldrig vare Magnus Erlingssøn ret tro, men modtoge med aabne Arme den første Kongesøn af Harald Haarfagers Mandslinie, der viste sig, og tildømte ham Riget som dets rette Arving, og det uagtet al den Magt og Indflydelse som Erkebiskop Eystein blandt dem øvede.
Man kan saaledes med fuld Sandhed paastaa, at de ved Overeenskomsten mellem Erkebiskop Eystein og Erling Skakke fattede Bestemmelser, saalangt fra forud at have Norges Landslov eller senere det norske Folks Samtykke for sig, – tvertom vare stridende mod den første og aldrig vandt det sidste, idetmindste ikke i fuld Udstrækning. Men heri laa netop den store Brøst ved det hele Foretagende fra verdsligt Standpunkt betragtet. Thi Nordmændene holdt endnu strengt paa Loven og Lovens Former og havde sund Forstand nok til ikke blindt hen ved et mystisk Gjøglebillede at lade sig fralokke Rettigheder, som de fra sine Forfædre havde arvet, som strakte sig op lige til det norske Riges Stiftelse, og paa hvilke deres hele Samfundsorden var bygget. Vi ville i det Følgende see, at det her omhandlede Foretagende vist nok fremkaldte en forvirret Vaklen i Folkets Begreber om Kongedømmets, Kirkens og dets egen gjensidige Stilling, – en Vaklen, som ikke bar de bedste Frugter for den gamle Folkefriheds jævne og naturlige Udvikling; men hvad Overeenskomsten selv angaar, da lykkedes det blot dens bedre Grundbestanddele i Tidens Løb at gjøre sig gjældende, medens den i sin Heelhed var en glimrende Boble, der brast ligesaasnart som den var fremblæst.
Erling Skakkes øvrige Færd som Statsmand og Landsstyrer tilhører udelukkende den verdslige Historie; alligevel kunne vi ikke for
