Sammenhængens Skyld lade den ganske uberørt. Med alle denne Mands store Egenskaber og den opoffrende Kjærlighed han viste mod sin Søn – en Kjærlighed saa øm, at den skulde synes at vidne om en naturlig Hjertets Godhed, – saa var der dog i andre Henseender, og især naar det gjaldt at styrke denne Søns Kongedømme, en koldt beregnende Underfundighed og en samvittighedsløs Grumhed udbredt over hans Handlemaade, der maa gjøre et høist uhyggeligt Indtryk og give et ufordeelagtigt Begreb om hans Hjertelag. Det var som om en misforstaaet, ærgjerrig Faderkjærlighed havde opslugt alle andre blidere Følelser i hans Sjæl. Overalt hvor en Fare viste sig, der kunde true hans Søns Høihed, var han rede til at kvæle den med hvilkesomhelst Midler, med Troløshed og med Grumhed. Haakon Herdebreds Drab i Slaget ved Sek var en underfundig og troløs Tilstelning af Erling. Den unge Konge havde i Haab om at redde sit Liv gaaet over paa Erlings eget Skib, havde overgivet sig til Stavnboerne, var tagen under deres Vern og havde faaet Erlings Tilsagn om Fred; men ligefuldt blev han under en paa Erlings Bud fremkaldt Fornyelse af Kampen dræbt, tilsyneladende uforvarende, men i Grunden efter Erlings Anstiftelse. I samme Slag blev ogsaa en Dattersøn af Harald Gille, Nikolaus Simonssøn, en ung Dreng, der maatte ansees for at staa Kongedømmet ligesaa nær, om ikke nærmere end Magnus, ryddet af Veien. Erling havde ladet ham bringe ombord paa sit eget Skib, og under Slagets Tummel blev han, som der sagdes og det udentvivl med Rette, dræbt af Erlings Mænd. Da den unge Sigurd, Sigurd Munds Søn, var falden i Erlings Hænder, lod denne ham – som allerede forhen berørt – skaanselløst henrette. Olaf Gudbrandssøn, en Dattersøn af Kong Eystein Magnussøn, altsaa gjennem sin Moder ligesaa nær berettiget til Kongedømmet som Magnus Erlingssøn, blev da han reiste en Flok mod denne, overvunden af Erling, og undgik kun en voldsom Død ved at flygte til Danmark, hvor han endte sine Dage i Fred. Mest Medfølelse hos Nordmændene synes dog den unge Harald Sigurdssøns Skjebne at have vakt. Han var en Søn af Kong Sigurd Mund, avlet med Erlings egen Hustru, Kongedatteren Kristin, i en i dobbelt Henseende forbrydersk Forbindelse, nemlig under et Slegtskabsforhold mellem Forældrene, som efter Kirkens Love ei tillod deres Forbindelse (de vare Søskendebørn), og derhos i Egteskabsbrud fra Kristins Side. Hans Fødsel synes i Begyndelsen at have været en Hemmelighed, som dog Erlings skarpe Blik gjennemskuede, Ynglingen blev opsporet og bragt til Erling i Bergen. Der var intet Skridt gjort til at danne noget Parti for Haralds Sag, og han selv var en skjøn og haabefuld Dreng, der vakte Alles Deeltagelse. Den unge Kong Magnus fattede endog
