Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/261

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

hjemlede Ret, da maatte dette naturligviis tilkjendegives paa Lagthingene, og modtoges da med Tak. Vilde Kongedømmet udstrække sin Ret, da maatte Folkets Samtykke hertil ad samme Vei vindes, ellers var det lovløs Anmasselse. Hilde en af de tvende Parter bortskjænke noget af sin lovlige Ret til tredie Mand, da kunde dette ikke heller skee uden en Forandring i Loven med begges Vidende og Samtykke, navnligen hvis Gaven gjaldt en Rettighed for Giveren, der i nogen Maade berørte den anden Parts Stilling.

Nu maatte vel af enhver Upartisk indrømmes, at Kongedømmets Uafhængighed var noget, som ikke vedkom Kongedømmet selv alene, men ogsaa Folket i Egenskab af frie Undersaatter (þegnar). Om Kongedømmet erkjendte en jordisk Magt over sig, kunde ikke være Folket ligegyldigt; og en jordisk Magt blev dog altid den norske Kirke, repræsenteret af Erkebiskoppen og hans Lydbiskopper, om disse end skjød St. Olaf foran sig som den usynlige Overkonge. At Kongedømmet blev taget til Len af St. Olaf d. e. af Nidaros’s Erkesæde, var saaledes en Statshandling, der medførte en Forandring i Kongens lovbestemte Stilling i Staten, og maatte derfor nødvendig stadfæstes af den anden Statsmagt, Folket, for at være fuldgyldig efter Landets Lov og Ret. Man kunde saameget man vilde skyde sig ind under en høit hædret Folkehelgens mystiske himmelske Magt, – Folket, idet mindste dets meer oplyste Ledere, indsaa dog nok, at en jordisk Magt med det samme sneg sig imellem.

End mere aabenbart og for Folket fatteligt var det, at en gjennemgribende Forandring i den ved gammel Overeenskomst mellem Folk og Kongedømme fastsatte Kongearvefølge og Kongeantagelse maatte have Folkets Stadfæstelse for at være lovgyldig. Ogsaa med Hensyn til mange af de særlige Indrømmelser, der vare Kirken gjorte, – navnligen de, som medførte en Forandring i de ældre Christenretters Bestemmelser – da maatte man med Grund betvivle deres Lovgyldighed uden Folkets Samtykke.

Spørgsmaalet bliver nu: hvorvidt tilveiebragtes et saadant Folkets Samtykke gjennem Lagthingene til de nye Bestemmelser? – Hertil tør man vist med Sikkerhed svare, at det aldrig blev tilveiebragt. De verdslige Lovbøger, Christenretterne og den nærmest paafølgende Historie vidner derimod. Det Eneste, som med Grund kunde paaberaabes for et saadant Samtykke – og dog blot med Hensyn til den forandrede Kongearvefølge og Kongeantagelse –, er den oftere berørte Artikel i Gulathingsloven. Men hvad denne angaar maa man vel mærke sig, at den blot gjælder Gulathings Lagdømme og ikke indeholder det ringeste Beviis for, at et lignende Samtykke er vundet paa Landets øvrige Lagthing. Man