endelig foregaa uden nogensomhelst Indblanding fra Kongedømmets Side[1].
I den nærmeste Forbindelse med disse Kirken indrømmede Rettigheder, stod en Bestemmelse med Hensyn til Kongearvefølgen og Kongens Udnævnelse, der ogsaa letteligen vil sees at være væsentligen til Kirkens Fordeel, om end derved tillige tilsigtes en Stadfæstelse af Magnus Erlingssøns Kongedømme og Udelukkelse af alle fremtidige Fordringer, som kunde blive dette farlige. Bestemmelsen gaar ud paa Følgende: – Den skulde være Norges Konge, der var Norges Konges ældste egtefødte Søn, med mindre Ondskab eller Uforstand gjorde ham udygtig til Kongedømmet, da isaafald den af hans samfædre Brødre skulde træde i hans Sted, hvem Erkebiskoppen, Lydbiskopperne og tolv af dem tilnævnte Mænd af hvert Biskopsdømme dertil fandt skikket. Var ingen egtefødt Søn forhaanden, da skulde den være Konge, som var nærmest i Arv efter de Tilnævntes (tilnævnte Vælgeres) Dom, hvis han syntes dem skikket. Opstod Meningsulighed mellem de Tilnævnte, da skulde Fleerheden raade, naar Erkebiskop og Biskopper stode paa samme Side (fylgia). Efter Kongens Død, skulde alle Biskopper, Abbeder, Hirdstyrere og hele Hirden samt tolv de viseste Mænd af hvert Biskopsdømme, tilnævnte af Biskoppen, inden een Maaned søge til den hellige Olaf for at raadslaa med Erkebiskoppen, og ved denne Leilighed skulde den afdøde Konges Krone offres for hans Sjæl og hænge der (hos St. Olaf d. e. over hans Alter i Kathedralkirken) evindeligen Gud og den hellige Kong Olaf til Hæder[2]. Men hvis nogen paa anden Maade lod sig tage til Konge, da skulde han have Gods og Fred forbrudt, ligesom og enhver som dertil understøttede ham, og være i Guds og alle Helgenes, Pavens, Erkebiskoppens og alle Lydbiskoppers Ban. De som Biskopperne tilnævnte med sig til denne Færd, men som unddroge sig for den, skulde være i Interdict (í forboðum), brodige 40 Mark til Kongen, og ikke begraves ved Kirken, hvis de døde i Interdictet[3].
- ↑ Med Hensyn til denne sidste Artikel heder det i. Dokumentet: „Et præter hoc de electionibus faciendis et ecclesiis disponendis, in qvibus olim regius consensus abolitus est et abjuratus, scilicet regibus irreqvisitis et episcopatus darentur et ecclesiæ, et reliqva tunc concessa, in honorem dei et meimet salutem his literis et annuo et confirmo“. (N. g. L. I. S. 444). Er her Tale om en forudgaaende Afsvergelse fra Kongedømmets Side gjort paa Magnus Erlingssøn Vegne? eller om en endnu ældre? – hvilken da maatte være en Afsvergelse af Kongerne Eystein, Sigurd og Inge Haraldssønner, og da rimeligviis den hvortil Kong Haakon Sverrerssøns Brev sigter; se ovenfor S. 221, 224.
- ↑ „eptir því sem iátti Magnus konungr, hinn fyrsti koronaðr konungr i Noregi“ – tilføies her i selve Grundtexten.
- ↑ Æld. G. L. c. 2, i N. g. L. I. 3. f.
