Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/252

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
238
Andet Tidsrum.


Ved Magnus Erlingssøns Kroning havde Erkebiskop Eystein opfyldt sin Deel af Overeenskomsten. Hvorledes Erling Skakke og Kong Magnus opfyldte sin, derom tie vel vore Sagaer; men af andre Kilder vide vi med Sikkerhed, at Magnus’s Krone blev kjøbt dyrt, ja man kan sige: med Kongedømmets Ydmygelse under Kirken. Der hviler vist nok nogen Dunkelhed over denne Sag, dog mindre med Hensyn til det virkelige Indhold af de fra Kongens Side indgangne Forpligtelser, end med Hensyn til Tiden, da disse offentlig bleve udtalte, ved Brev stadfæstede og i Landsloven indførte. Hvad der fra Kongedømmets Side indrømmedes var i Hovedsagen følgende: – Norges Rige skulde for evindelige Tider tilhøre Gud og den hellige Olaf, under hvis Overhøihed (dominium) Kongen skulde forestaa det som hans Vicarius og Vassal (tamqvam suus vicarius et ab eo tenens); og til Tegn paa Kongedømmets bestandige Underkastelse skulde ved enhver Konges dødlige Afgang hans Krone offres paa Metropolitankirkens Alter. Erkebiskoppen skulde videre have Net til Meeludførsel til Island for et vist Læstetal. Alle Pilegrimer til den hellige Olaf skulde paa det Strengeste beskyttes, og Vold mod dem straffes med Fredløshed. Besmittelse af Metropolitankirken og andre Kathedralkirker skulde straffes med forhøiede Bøder. Kongen og alle hans Mænd skulde rigtig yde Tiende. De Særrettigheder, der allerede vare Metropolitansædet indrømmede til Ære for Pallium, skulde være stadfæstede[1]. Biskopsvalgene og Kirkernes Besættelse skulde

    lader alt blive afgjort i Bergen strax for Kroningen. Jeg har antaget med Fgrsk., at Forhandlingerne ere begyndte i Nidaros engang da Erling der var tilstede, og da forekommer mig det rimeligst, at dette har været om Vaaren 1162, da Magnus Erlingssøn paa Ørething blev tagen til hele Norges Konge. Man har som mig synes al Grund til at tro, at Erkebiskoppen og med ham Geistligheden i sig selv har været gunstig stemt mod Erling, som den der stod i Spidsen for Inges gamle Parti, Mat Erling har tiet stille med de Besværinger han kunde have at fremføre mod Erkebiskoppen, indtil Magnus var tagen til Konge paa Ørething, at ikke den indflydelsesrige Erkebiskop skulde lægge Hindringer i Veien for denne vigtige Handling, – men at han, da den lykkelig var fuldbragt, har vovet sig til at gjøre Erkebiskoppen Forestillinger, rimeligviis især for at fele ham paa Tænderne, og at dette nu strax har ledet til friere Forklaringer fra begge Sider. Grundlaget for Overeenskomsten er nu blevet udkastet i Nidaros, men Pagten er først bleven fuldkommen afgjort paa Mødet i Bergen 1164, kort før Magnus’s Kroning virkelig foregik. Munch er i enkelte, dog mindre væsentlige Dele, af en anden Mening øm Forhandlingernes Gang; se det norske Folks Historie II. 926–939.

  1. Præterea dignitates et privilegia huic ecclesiæ propter honorem pallii concessa et legibus confirmata, sc. de augmento eqvorum et de farina ducenda xxx lest, et de hereditate advenarum clericorum … annuo et confirmo. N. g. L. I. S. 443 f.