Betragter man nu denne Overeenskomst mellem Kongedømme og Kirke i dens Helhed og Konsekvens, maa man finde, at den medførte en gjennemgribende Forandring i hele Norges Statsforfatning, idet denne, saa at sige med et eneste Slag, formedes til et Ideal af hvad en Stat efter Pavedømmets Grundsætninger skulde være; – og man maa for saavidt beundre Erkebiskop Eysteins Kløgt. Kirkens enkelte Særrettigheder træde her i Baggrunden som nødvendige Følger af den store Hovedsætning: Norges Kongedømme er et Len af St. Olaf, – hvilken Hovedsætning igjen paa en klog Maade er praktisk gjennemført i et af Kirkens Dom afhængiggjort Kongevalg. Grundsætningen paa hvilken den hele hierarchiske Bygning hvilede skulde anskueliggjøres ved Kronens Offring paa St. Olafs Alter. Den hellige Olaf skulde være Norges virkelige men usynlige Konge, – en Forestilling, der allerede var Nordmændene tilvant. Han repræsenteredes synligen af tvende Personer: af Norges Erkebiskop, som den af ham stiftede norske Kirkes Forstander, – og af Norges Konge, som Landets verdslige Styrer ifølge St. Olafs Forlening. Men Kongens Verdighed eller Uverdighed til Lenet bedømtes af Norges Erkebiskop med hans norske Lydbiskopper, hvilke herved, ifølge en høiere mystisk Bemyndigelse kun udtalte Lensherrens, St. Olafs, Dom over sin Vassal. Kongedømmet blev saaledes underordnet Erkesædet, og Erkebiskoppen St. Olafs nærmeste Repræsentant, hvilken dog naturligviis ikke derfor unddroges det Lydighedsforhold, hvori han stod til St. Peters Repræsentant og Efterfølger, Paven. Dette var en hierarchisk Bygning saa god som nogen Pave kunde forlange.
Den gamle Kongearvefølge var den: at hver Kongesøn, ligemeget om egtefødt eller uegtefødt, var efter sin Fader berettiget til Kongedømmet eller Deel i samme, og hvorvidt denne allerede ved Fødselen givne Ret var tilstede hos den enkelte Person, det bedømtes af Bønderne eller Folket til Thinge, som efter at have undersøgt dette og fundet det i Orden, tildømte Vedkommende Kongedømmet ved en høitidelig Retshandling og meddelte ham Kongenavnet ved En af sin egen Midte. Denne Kongearvefølge indskrænkedes nu paa den ene Side ved den egte Fødsels og Førstefødselens Forret; – dette maatte synes hver, som tænkte noget dybere over Norges hidtilværende Forhold, gavnligt, da derved Kongedømmets sande Eenhed vandtes, og den Kilde til indre Splid stoppedes, som Kongedømmets Deelbarhed mellem flere Kongesønner og de uegtesødte Kongesønners lige Arveret med de egtefødte altid holdt aaben, og det efter Erfaringens Vidnes-
