somhed, da Salving og Kroning hidtil havde været uanvendt i Norge, og saaledes vilde sprede en ganske ny Glands over hans Søns Kongenavn. Erkebiskoppen mærkede let, hvo der mest trængte til den anden; han saa, at han, som Sagerne stode, uden Vanskelighed kunde foreskrive Erling sine Betingelser, og Forbundet mellem disse tvende statskloge Mænd blev sluttet.
Før endnu disse Underhandlinger vare komne til fuld Modenhed, saa at de i sin Udførelse kunde fremtræde for Almeenheden, indtraf en Omstændighed, som udentvivl paaskyndede deres endelige Afsluttelse. I Aaret 1163, rimeligviis mod Aarets Ende, ankom til Norge en pavelig Legat, Magister Stefanus, udsendt af Alexander III. Man kjender ikke det egentlige Øiemed for hans Sendelse; men at hans Komme faldt beleilig for begge de underhandlende Parter, kan neppe omtvivles. Et stort, almindeligt Rigsmøde, paa een Gang et Biskopsmøde eller Provinsial-Concilium og et Høvdingemøde, blev i denne Anledning, i Sommeren 1164, afholdt i Bergen, til hvilket foruden Erkebiskoppen Landets Biskopper, en Mængde lavere Geistlige, og en stor Deel verdslige Høvdinger indfandt sig. Erling Skakke, som just om Vaaren havde udryddet de sidste Levninger af Sigurd Sigurdssøns Parti i Viken, kom naturligviis til Modet med den unge Konge. Da Erkebiskoppen nu havde indviet Legaten i sit og Erlings Forehavende og med Lethed vundet hans Samtykke, blev Sagen forelagt de øvrige Biskopper og Geistlige, der uden Modsigelse sluttede sig til sin Metropolitan. Derpaa blev den otteaarige Magnus Erlingssøn med al den Pragt, som kunde opdrives, salvet og kronet i Christkirken[1]) i Bergen af Erkebiskop Eystein i Overvær af den pavelige Legat og fem Biskopper, fire norske og een islandsk; de norske udentvivl: Thorstein af Oslo, Villialms Eftermand, Orm af Hamar, Arnalds Eftermand, Paal af Bergen og Peter af Stavanger, Jons Eftermand; den islandske: Brand Sæmundssøn af Hole, der efter Bjørn Gilssøns Død i 1162 var bleven valgt og nu netop var bleven indviet af Erkebiskoppen. Erling og tolv Lendermænd aflagde med den unge Konge Kroningseden, hvis Indhold man ikke kjender, men som maa have været affattet sterkt til Gunst for Kirken, da senere Konger ei vilde indlade sig paa at aflægge den som skadelig for Kongedømmets Ret[2].
- ↑ Sver. S. c.97 (Not. 10).
- ↑ Om disse Forhandlinger mellem Erling Skakke og Erkebiskop Eystein findes tvende i Hovedsagen stemmende, men i Enkelthederne lidt afvigende Beretninger, nemlig i Fagrskinna S. 179, 180, og i Snorres Magnus Erlingssøns Saga c. 16, 21, 22. Ved nøie at sammenholde begge, forekommer det mig – hvad ogsaa i sig selv er rimeligst –, at Forhandlingerne have været drevne i længer Tid, paa forskjellige Steder og ved forskjellige Leiligheder, hvilket Fagrskinna antyder, da derimod Snorre
