Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/250

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
236
Andet Tidsrum.

Konge paa Ørething[1]. Der var nu mange som klagede for Erling over hvad Erkebiskoppen havde drevet igjennem. Alt var jo vistnok gaaet lovligen til, forsaavidt det var indrømmet af Folket til Thinge; men en vigtig Forandring var dog gjort i Lovens udtrykkelige Bestemmelser uden Kongedømmets Vidende og Samtykke; og hvorvidt dette var i sin lovlige Orden kunde være meget tvivlsomt, især da Forandringen gjaldtet Punkt, der vedkom Landsretten eller den offentlige Ret og ikke den private, og da Kongedømmet derved paa en Maade var stillet i et ugunstigere Forhold end Erkesædet. Erling gav for det Første intet Svar paa den forebragte Klage, men førte sig den dog i Stilhed til Minde.

Der var, som let kan tænkes, meget vedkommende Landsstyrelsen, hvorom Erling behøvede at raadslaa med Erkebiskoppen, og de havde ofte Samtaler i Eenrum. Ved en saadan Leilighed bragte Erling paa Bane den nylig skeede Forøgelse i Erkebiskoppens Sagøre og lod sig forlyde med, at denne ei stemmede med Kong Olafs Lov. Eystein svarede hertil, at Forøgelsen var indrømmet af Bønderne med fri Villie til Guds Ære og Erkesædets Ophjælpelse. Den hellige Olaf havde selv givet Loven som han dengang fik Almuens Samtykke til; men der stod ingensteds i den, at det skulde være forbudet at forøge „Guds Ret“. Erling yttrede da, at hvis Erkebiskoppen vilde forøge sin Ret, saa burde han ogsaa hjælpe Erling til at faa Kongedømmets Ret forøget i samme Mon (at Kongedømmet nemlig skulde erholde sin Sagøre beregnet paa samme fordeelagtige Maade som Erkesædet). Men hertil svarede Erkebiskoppen, at Erling allerede noksom havde sørget for sin Søns Navn og Magt. Havde Erkebiskoppen beregnet sin Sagøre af Thrønderne anderledes end Loven bød, saa troede han dog, at Loven langt grovere var overtraadt deri, at der var en Konge over Landet, som ikke var Kongesøn; dette lod sig ikke forsvare ved Loven, og var uden Exempel i Landet. Da denne Ordvexling havde varet en Stund, bemærkede Erling, at heller end at bebreide hinanden, burde de gjensidigen understøtte hinanden. Han var villig til at hjælpe Erkebiskoppen at styrke Kirkens Magt, hvis denne til Gjengjeld vilde styrke hans Søns Kongedømme. Hvad dette manglede i Retmæssighed efter Landsloven, det kunde Erkebiskoppen udfylde ved Guds Lov, om han nemlig vilde salve og krone Magnus til Norges Konge. Denne Handling, ved hvilken Kirken optraadte som indviende og velsignende, skulde altsaa efter Erlings Mening borttvætte det Ulovlige, som klæbede ved Magnus’s Kongedømme, og gjøre ham i Folkets Øine til en verdig Stamfader for en ny Kongeæt. Erling haabede vel saamegetmere paa dens Virk-

  1. Fgrsk. 179: se ovenfor S. 232.