sesret, et Veto. Geistligheden i det Hele erkjendtes ikke som nogen egen Stand i Staten; den var hverken ved Cølibat eller nogen anden særegen Leveviis adskilt fra det øvrige Folk, men tvertimod knyttet til dette med Familielivets og det huslige Livs sterkeste Baand; og de Geistlige havde ikke som saadanne nogen særskilt Ret paa sin Person, med mindre en høiere Embedstilling i Kirken satte dem i Rang med Statens verdslige Høvdinger og gav dem i Lighed med disse en høiere personlig Ret, end den som ifølge deres Fødsel tilkom dem. I det her omhandlede Punkt svarede altsaa ingenlunde den norske Kirkes statsretlige Stilling til det romerske System og Pavedømmets Fordringer.
2. Kirkens Formue skulde ene bestyres af vedkommende Kirkens Embedsmænd under Biskoppernes Tilsyn og udelukkende anvendes til Bedste for Kirken og dens Personer, eller til Øiemed som vedkom Kirken, f. Ex. Fattiges Understøttelse, eller som Kirkens Forstandere bestemte. Dette var en ældgammel christelig Vedtægt, hvilken dog i Aarhundredernes Løb havde undergaaet mangfoldige Afændringer, for en stor Deel paa Grund af det indviklede Forhold, som paa de fleste Steder i Europa var indtraadt ved Lensvæsenet, ikke alene mellem Kirkens og Statens, men ogsaa mellem Kirkens og Privates Ejendom. Den gamle Grundsætning var neppe nogensteds længer overholdt med Strenghed; og skjønt enkelte Paver, især Gregorius VII, forfegtede den med Iver, saa lod den sig dog vanskelig under de da bestaaende europæiske Forholde gjennemføre, især fordi en Mængde af Kirkens Prælater nøde rige verdslige Forleninger, der mangefold overveiede deres kirkelige Indkomster, og som de maatte give Slip paa, hvis Staten eller de Verdslige skulde slippe den Indblanding i Bestyrelsen og Anvendelsen af Kirkens Formue, hvilken gammel Sedvane eller Misbrug hjemlede dem. Her maatte nemlig gjensidig Opoffrelse til, ligesaavel fra Geistlighedens som fra Lægfolkets Side, hvis Sagen skulde komme i den rette Gang. Denne Sagernes Stilling fast overalt i Europa gjorde, at der ved den norske Kirkes første Grundlæggelse ikke for denne blev indrettet eller udtrykkelig betinget nogen selvstændig Økonomi. Dens ydre Opretholdelse hvilede fortrinsviis, som vi ovenfor have seet, i det her omhandlede Tidsrum deels paa lovlig vedtaget Bidrag fra Folkets Side, deels paa aldeles frivillig privat Godgjørenhed; den hvilede i forholdsviis ringe Grad paa selvstændig Formue, især Grundejendom. Hvor Biskopperne, Presterne og Kirkerne havde hver for sig sit nødvendige tarvelige Underhold, og det for største Delen ved Menighedernes Bidrag, der kunde ikke blive Tale om en oplagt Kirkeformue, om en de nødvendigste Udgifter overskydende Indtægt, om en
