Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/219

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
205
Kirkestyrelsen.

Ejendomsbestyrelse i det Hele saa vidtløftig og indviklet, at der kunde næres nogen Frygt for, at den laa over Kirkens Forstanderes Evner, saaledes at den verdslige Statsmagt deri skulde behøve at indblande sig, eller see nogen Fordeel ved en saadan Indblanding. Ikke engang Tiendens Indførelse kunde siges heri at gjøre nogen væsentlig Forandring. Dens Fordeling var nemlig lovbestemt[1]. Biskop og Sogneprest havde naturligviis hver for sig fri Raadighed over sin Andeel. Da videre Biskopperne skulde have Indseende med Kirkebygningernes Opretholdelse, saa laa den Andeel af Tienden, som for dette Øiemed var bestemt, selvskreven under vedkommende Biskops Bestyrelse. Hvad nu endelig angaar den Deel af Tienden, som tilfaldt Sognets Fattige, saa tilfaldt denne dem i Egenskab af Kirkens Almisselemmer, og Sognepresten var saaledes selvkaldet til Uddeler, i hvilken Forretning han imidlertid understøttedes og kontrolleredes af Sognets Bønder. Saaledes synes Sagen med Kirkeøkonomien overhovedet at være dreven i Norge; og dette lettedes derved, at Sognekirkerne der sjælden ejedes af enkelte private Lægmænd, men hver af sin Sognemenighed, forsaavidt denne var pligtig til dens Opretholdelse, og for øvrigt saa at sige ejede sig selv. I saa Maade nød altsaa Kirken i Norge i sin Formues Bestyrelse sin fulde Ret. – Anderledes stillede Sagen sig dog i det Tilfælde at Kirkerne vare enkelte private Lægmænds Ejendom, der opretholdtes paa deres Bekostning og Ansvar imod at Ejerne oppebar de dertil flydende Indtægter, som Tilfældet var med flere Høgendeskirker i selve Norge, og med alle Kirker paa Island, –eller naar faste Eiendomme vare henlagte til Kirkernes Opretholdelse af Lægmænd under den Forudsætning, at Giverne eller deres Efterkommere skulde vedblive at styre Ejendommene til Kirkernes Bedste. Her blev Forholdet mere indviklet; thi her blev Bestyrelsen af Kirkens Ejendom afhængig af Personer udenfor Kirkens Embedsstand, altsaa uovereensstemmende med Kirkens Grundsætninger. Men Kirkens egen Fordeel gjorde her, at den maatte see igjennem Fingre med det ukirkelige i Bestyrelsesformen; thi streng Gjennemførelse af den kirkelige Grundsætning vilde i saadanne Tilfælde have grebet paa en saa stødende Maade ind i de gjældende Begreber om privat Ejendomsret, at Kirkers Opførelse ved private Lægmænd, og private Gaver til Kirker i faste Ejendomme, strax vilde have standset. Da imidlertid, som allerede omtalt, det sidste Forhold endnu var mindre almindeligt i selve Norge, saa kunde Bestyrelsen af Kirkens Formue der overhovedet siges at være stemmende med, eller i alle Fald ikke i mærkelig Mon stridende mod Pavedømmets Grundsætninger. Paa Island derimod maa man kalde den daværende Bestyrelse af Sognekirkernes Gods efter Tidens

  1. Se ovenfor S. 160.