norske Kirke den statsretlige Stilling, som stemmede med Pavedømmets Grundsætninger, forudsat ogsaa at disse, indklædte i et ordnet og klart System, havde været bekjendte i Norge.
Kirken skulde ifølge Pavedømmets Grundsætninger i hvert enkelt Statssamfund være begavet med saadanne Friheder og Rettigheder, der gjorde det muligt og let for den, at holde Baandet, som bandt den til de øvrige rettroende Statskirker og fremfor alt til den almindelige romerske Kirkes Hoved, sterkt og strammet, saaledes at ikke eiendommelige statsretslige Hensyn skulde hemme dens lokale Virksomhed, eller gjøre denne betinget af nogensomhelst Magt uden den kirkelige, der var sammentrængt i Pavedømmet. Dette var Kirkens saameget paaberaabte Immuniteter og Privilegier.
Den norske Kirke besad vistnok allerede i dette Tidsrum, saagodt som fra sin første Oprindelse, enkelte Særrettigheder; men disse vare saa ringe, saa faa og saa lidet iøinefaldende, at de knap kunne nævnes i Sammenligning med dem, som den romerske Kirke nu aabenlydt fordrede for sig og sin Geistlighed som Stand. De saaledes fordrede Særrettigheder vare: 1. Kirkens Uafhængighed med Hensyn til Beskikkelsen af sine Embedsmænd og Geistlighedens Afsondring som en egen Stand i Staten. 2. Kirkens uafhængige Bestyrelse af sit Gods. – 3. Den kirkelige Lovgivningsmyndigheds Afsondring fra den verdslige og Henlæggelse til Geistligheden og Kirkens Hoved, Paven. – 4. Kirkens selvstændige Dommermyndighed. – 5. Kirkens og dens Personers Fritagelse fra Statens Byrder. Vi ville lidt nærmere betragte hver enkelt af disse Særrettigheder med Hensyn paa Norge, og vi ville da snart see, i hvor ufuldkommen en Grad den norske Kirke endnu var i Besiddelse af dem.
1. Kirkens Embedsmænd skulde beskikkes ved Kirkens egen Myndighed: – Biskopperne skulde vælges af Geistligheden, eller dens Repræsentanter, – Presterne igjen beskikkes af Biskopperne inden hvers Omraade, – Geistligheden i det Hele danne en Kirken alene opoffret Stand, ved Cølibatet udreven af de almindelige Familieforholde og verdslige Forbindelser. Men vi have allerede seet, at i Norge var det Kongerne, der udvalgte Biskopperne, og at paa det under den norske Kirke hørende Island, deelte Lægfolket, især de verdslige Høvdinger-, Valgretten med Geistligheden. Og hvad Presterne angaar, da er det viist, at deres Beskikkelse inden den norske Kirke ingenlunde var en udelukkende Ret for vedkommende Biskop, men meget meer i de fleste Tilfælde afhang af Sogne-Menighedernes eller de private Kikeejeres Valg og Overeenskomst med de Valgte, medens der i det Høieste levnedes Biskoppen en Forkastel-
