hierarchiske Theori strax fandt en almindelig Modstand, og det ikke blot hos alle verdslige Magthavere, men ogsaa hos en Mængde af Kirkens baade høiere og lavere Embedsmænd, – en Modstand, som gjorde, at den kun langsomt og deelviis blev sat i Udøvelse. I sin Heelhed blev den som bekjendt, aldrig gjennemført, maaskee fordi den i sig selv var en praktisk Umulighed. – Til dette Savn af en inden den romerske Kirkes Omraade almindelig Theori for Kirkestyrelsen kom ogsaa, at ikke engang en fuldstændig, systematisk ordnet Samling af den romerske Kirkes ældre og yngre Love endnu fandtes, til hvilken de enkelte Statskirker kunde støtte sig med Hensyn til sin Ordning som til en ufeilbar og ufravigelig Rettesnor. En saadan Samling kom først i Stand netop ved Udgangen af dette Tidsrum, da den italienske Munk Gratian (1151) fuldbragte sin Samling af Decretaler (decretum Gratiani), der kom til at danne Grundlaget for den senere af Paven stadfæstede og af den romerske Kirke anerkjendte kirkelige Retssamling (corpus juris canonici). Den norske Kirke savnede altsaa endnu de væsentligste ydre Betingelser før klart at kunne opfatte baade sin egen statsretlige Stilling som et Lem af den almindelige romerske Kirke, og dennes statsretlige Stilling overhovedet stemmende med Pavedømmets Idee; – men begge Dele vare uomgjængelig fornødne for at den norske Kirkestyrelse kunde blive skarpt formet efter almindelig-kirkelige Grundsætninger.
Hertil kom, at Nordmændene i Hedendommens Tid ikke ansaa Asatroens Prester for en egen Stand i Statssamfundet. Som en saadan vilde de ogsaa nødigen betragte den christelige Kirkes Tjenere. Men at man betragtede dem som en egen Stand var dog i Grunden nødvendigt, hvis man skulde indrømme Kirken en fuldkommen selvstændig Styrelse, hvilende paa almindelig-kirkelige, uden for Folkets ejendommelige Statsret liggende, Grundsætninger. Kongedømmet var efter Norges gjældende Statsret den hele Landsstyrelses Middelpunkt, i hvilket Folkets Selvstyrelse fandt en sammenknyttende og ledende Kraft. Kongedømmet i Norge havde ogsaa ved Christendommens Indførelse der øvet en gjennemgribende Virksomhed, hvilken baade i Folkets og dets egen Mening nødvendig maatte stadfæste dets Overhøihed ligesaavel med Hensyn til Kirkens som til Statens Styrelse. Men en saadan Overhøihed maatte det for Kirkens Vedkommende give Slip paa og overlade den til en udenfor Norge staaende Magt, hvis Kirkestyrelsen efter Tidens Begreb skulde være fuldkommen selvstændig og indpasset i den almindelige Kirkes Idee, som den udtalte sig i Pavedømmet. Saaledes laa der ogsaa i baade det norske Folks og det norske Kongedømmes Anskuelse af Fædrenelandets Statsret en mægtig Hindring for at indrømme den
