blodige, bestode i Slagtning af forskjellige Slags Dyr, med hvis Blod man bestrøg Altrene, Gudebillederne, Tempelvæggene og besprengte den tilstedeværende offrende Forsamling. Hermed vare forbundne store Gjæstebud, i hvilke Kjødet af de offrede Dyr fortæredes, og Skaaler tømtes til Asernes Minde. En særskilt Stand af Prester eller Gudetjenere fandtes ikke hos Nordboerne. I den engeste Samfundskreds, Familien, var Husfaderen Prest. I de videre Samfunds-Kredse – i Norge Heredet og Fylket – der vare de patriarchalske Heredsforstandere, Herserne, tillige som Goder Religionsøvelsens og Offertjenestens Forstandere. Selv hos Kongerne hvilede almindeligen en prestelig Verdighed, i det mindste der hvor Kongedømmet havde udviklet sig til en Statsmagt, og ikke blot bestod i Anførerverdigheden over en Krigerskare, knyttet til Kongens Person som Følge, i hvilket Tilfælde Kongedømmet egentlig stod udenfor den rette Samfundsorden, om det end ofte mægtigt, men i Grunden ulovligt, greb ind i denne. Paa denne Offertjenestens verdslige Karakter, paa denne Mangel af et særeget Presteskab, af en Prestestand, maa der lægges Vegt; dette Forhold var ikke uden stor Indflydelse med Hensyn til den Modtagelse Christendommen fandt. Forresten kunde Offringerne ogsaa øves af Kvinder, hvilke naar de forestode Templer benævntes Gydier (gyðia sv. til góði). Menneskeoffringer vare ei usedvanlige i vigtige Tilfælde. Oftest offredes da Trælle eller Forbrydere; men i haardt trængende Nød kunde det ogsaa hende, at man offrede til Guderne fribaarne, ja hovdingbaarne Mænd, selv sine egne Konger. Ogsaa blodige Selvoffringer omtales, og disse skede til Odin. Fortiden Aserne dyrkede man ogsaa andre Væsener, som, om end ikke Aser, dog indtog en Plads i Asatroen: Alfer (Naturaander), Diser (Følgeaander), Landvætter (Væsener som beskyttede visse Landskaber), ja selv Jøtner eller med dem beslegtede Væsener, – deels naturligviis for at afvende deres onde Indflydelse, deels for at faa Hjelp af deres overnaturlige Kraft. Orakler, Spaadomskunster, Varsler, Trolddom og saadan lignende Overtro, forbandtes jævnlig med Religionsøvelsen. Offertjenesten havde, hvis man i Eet og Alt kan tro de christelige Beretninger, noget mørkt og uhyggeligt ved sig, der dannede, selv efter mange Hedningers Dom, en afstikkende og ufordelagtig Modsætning til den christelige Gudstjenestes Reenhed, Blidhed og Glands; – men noget egentlig Hemmelighedsfuldt, hemmeligholdte Lærdomme, og hemmelige Offerskikke, som ei maatte komme til Almuens Kundskab, synes ikke iNorden at have været forbundet med Asatroen, og dette kunde vel ikke heller letteligen finde Sted der, hvor intet strengt afsluttet Presteskab fandtes. Ei heller finder man Spor til, at hos Asadyrkerne Ufordragelighed
