ikke evige, ligesaalidet som den Verden, med hvilken de vare fremsprungne, hvilken de fra først af havde ordnet, som de siden opholdt og vergede. Da de begyndte at benytte Jøtnernes Kræfter for at befordre sin egen Storhed, og optoge Jøtunvæsener i sin Midte, svækkedes deres Gudemagt. De maatte see en af sin egen Kreds, Odins egen Søn, den blide og rene Balder, ved Lokes Ondskab synke i Døden som Hels Bytte. De kunde binde Loke, men tilintetgjøre ham kunde de ikke. De forudsaa selv sit kommende Fald, men kunde ikke afverge det. I Ragnarøk skulde Lokes Baand briste, og alle onde jøtunartede Væsener forene sig under ham og hans skrækkelige Afkom, Midgaardsormen og Fenrisulven for at møde Aserne i en afgjørende Kamp. I denne skulde Aserne og deres Fiender indbyrdes fælde hinanden. Den evige Ildverdens, Muspelheims, Hersker, Surt, skulde derpaa slynge sine Luer over Verden, der forbrændt skulde synke i Havet.
Men Verden gaaer kun under for at gjenfødes herligere. En skjønnere Jord skulde atter skyde op af Havet og befolkes af en livskraftigere Menneskeslegt. Gjenfødte Aser skulde indtræde i de forgangnes Himmelboliger. De afledne Godes Aander skulde samles i det lysende Gimle, de Ondes nedstødes til det evige Niflheims frygtelige Naastrand (Ligstrand). Nu er det Godes Seier afgjort. Alt Ondt skulde udslettes af Verden, naar den Mægtige, hvis Navn man ei vovede at nævne, aabenbarede sig i sin Herlighed, og den fra Niflheim udsprungne Mørkets Drage, Nidhug, bortveg, bærende Døden paa sine Vinger.
Dette er Grunddragene af den Tro, som de nordiske Folk i sin Hedendom hyldede, og overeensstemmende med den opfattede de sit Livs Forholde og Formaal. Livet og Livets Goder erkjendte de for en Gave af Aserne, en Frugt af disses stedsevarende Kamp mod de onde, forstyrrende Jøtunmagter. Men derfor skulde de og i det jordiske Liv danne sig til at blive efter Doden ei alene ved Retfærd og Dyd verdige Gjæster i Asernes Boliger, men ogsaa ved Mod og Tapperhed verdige Medkjæmpere for Asernes Sag. Af den sidste Anskuelse, paavirket udentvivl og fremhævet ved ydre Forholde, udviklede sig den krigerske Aand, som besjælede Asadyrkerne, som bragte mange af dem til at agte Tapperhed for den høieste Dyd, Krigerdaad for den største Ære, og som i Vikingelivet fandt sit Overmaal.
Om Asatroens ydre Fremtræden i Livet maa vi ogsaa fatte os i Korthed. Nordboerne dyrkede Aserne deels i Templer, Hof, og deels ved Altere eller i Offerkredse, Hørger, under aaben Himmel. Man havde Gudebilleder, almindeligst af Træ, der fremstillede de forskjellige Guder med deres Særkjender. Offringerne (blót) vare som oftest
