mod Anderledestroende eller Omvendelseslyst har været noget fremstikkende Særkjende; snarere synes religiøs Overbærenhed i Almindelighed at have været et betegnende Træk i deres Karakter.
Saaledes var den ydre Religionsforfatning med hvilken Asatroen optraadte blandt de nordiske Folkefærd og navnlig hos Nordmændene. Vi maa dog herved bemærke, at vi kun kjende denne Religionsforfatning af Christnes Beretninger, der udentvivl oftest med Forkjærlighed dvæle ved dens Skyggesider, – eller af Sagn, der i et Par Aarhundreder vare forplantede gjennem Christnes Mund, før de optegnedes, – samt at det meste og udførligste vi vide om den, fremstiller den for os som den var i Hedendommens sidste Tider. Men da ravede Asatroen øiensynligen mod sit Fald, rystet i sit hele Væsen deels af Vantro, deels af den groveste Overtro. Medens Nogle levede uden Gud, kun stolende paa egen Kraft og Styrke, – en Aandsretning som et langt, fast uafbrudt Vikingeliv meget naturlig fremkaldte og nærede, – fatte Andre fin fulde Lid til Gudebilledet istedet for til Guddommen, dyrkede en Mængde levende og livløse Naturgjenstande, vare utrættelige i blodige, grusomme Offringer, nedsenkte sig i Trolddoms- og Spaadomskonster, og forglemte overhovedet Troens indre Kjerne og dybere Betydning, idet de hang sig, men det ogsaa desto fastere, ved dens ydre Former. Dog stod mellem disse tvende Klasser af Hedninger endnu en tredie, der foragtede den grove Overtro og dens Yttringer i Livet, hævede sig over Fleerguderiets Vildfarelser, og – udentvivl med Blikket heftet paa Asatroens egne Lærdomme om Verdens Undergang og Gjenfødelse, om et evigt, unævneligt Væsen, høiere og mægtigere end alle Aser – fatte sin Lid til den Gud, som havde skabt Solen og al Verden, og hos ham haabede Hjelp i dette Liv og Salighed i hiint. Denne Klasse, om den end var lidet talrig, omfattede visseligen de mest oplyste og bedste Mænd i Folket; og de, som nærede disse Anskuelser, behøvede kun at kjende Christendommen for ogsaa at modtage den.
Efter hvad man af forhaandenværende historiske Efterretninger kan slutte, blev Christendommen Nordboerne først bekjendt under de Vikingtoge, hvormed de i det 8de og 9de Aarhundrede hjemsøgte det vestlige Europas Lande, Skotland, England, Irland og Frankrige. Christendommen, som i disse Lande forlængst var grundfæstet, maatte vække deres Opmærksomhed, om ikke ved andet saa ved den glimrende
