i Norge indtil Midten af det 12te Aarhundrede. Men ved Siden af dette Klerus i strengere Betydning, havde ogsaa Norge, som ovenfor viist, allerede fra Begyndelsen af det 12te Aarhundrede erholdt en Klostergeistlighed eller Ordensgeistlighed. Dennes oprindelige Kald var, som bekjendt, ikke egentlig at indtræde i noget bestemt kirkeligt Embedsforhold, eller i de almindelige kirkelige Grader; men den skulde ved et afsondret, strengt Liv, under idelig Andagtsøvelse og Selvbetragtning, ved rene Seder og Selvopoffrelse stræbe at vinde Guds særdeles Velbehag og tjene sine Medchristne til et lysende Exempel i alle christelige Dyder. Den dannede intet i sig afsluttet Heelt, men bestod af forskjellige, indbyrdes uafhængige Samfund, der hvert for sig var underkastet visse Regler (regulæ), der altid indeholdt en Skjærpelse af de almindelige Kirkelove og en forøget Strenghed. Derfor benævntes Medlemmerne overhovedet: regulares, Regelbundne; og da deres oprindelige Maal meer var egen Fuldkommengjørelse ved Afsondring fra den øvrige Verden, end kraftig umiddelbar Indvirkning paa denne, saa benævntes i Modsætning til dem de Geistlige, hvis Virksomhed i Egenskab af Kirkens Tjenere meer var rettet mod det Ydre: sæculares eller Verdsliggeistlige. Denne Adskillelse og de dermed forbundne Benævnelser vedbleve, skjønt i Tidens Løb Regular-Geistlighedens Aand og Stilling betydelig forandrede sig, og i visse Henseender nærmede sig Sæcular-Geistlighedens, medens paa den anden Side ogsaa denne laante adskilligt af hiins Indretninger.
Klosterlivet var paa en Maade udsprunget af Eneboerlivet; men dette var allerede traadt i Baggrunden, da Christendommen naaede Norge, og kommer her saagodt som slet ikke til Syne. Klostervæsenet derimod vandt ogsaa for Norge sin Betydning, skjønt maaskee sammenligningsviis mindre end for de fleste andre Europas Lande. Det laa forøvrigt i Indretningens Natur og den Afsondring fra alt Verdsligt, som var saa nær forbunden med dens Grundidee, at det enkelte Folks Ejendommelighed her kun svagt kunde fremtræde. Den for en vis Klosterorden bestemte Regel maatte strengt følges af Ordenens Medlemmer, i hvilket Land eller blandt hvilket Folk de end befandt sig. Her fandt ei de Tillempninger Sted, som med Sæcular-Geistligheden ofte vare nødvendige med Hensyn til den verdslige Samfundsorden og de ældre verdslige Love, og som gave Anledning til særegne Christenretter for de enkelte Lande, ja i Norge for de enkelte Landsdele. De ældre norske Christenretter, der hvilede paa en Overeenskomst mellem Biskop og Landsfolk, berøre derfor slet ikke Klostervæsænet, og af dem er saaledes ingen Oplysning at hente om dets Standpunkt i Norge. Derimod vil en kort Oversigt over Klostervæsenet i Almindelighed i det romersk-katholske Europa paa den Tid, hvorom her
