handles, tillige give os en Forestilling om hvorledes det var beskaffet i Norge.
Klostere fremstode først ved flere Eneboeres Sammenflytning i et fra den øvrige Verden strengt afsluttet religiøst Broderskab. Saadanne Foreninger dannedes i Førstningen blot af Mænd; men senere fremstod ogsaa lignende af Kvinder. Indtrædelsen i dem medførte Forpligtelse til den strengeste Kydskhed, hvortil fordredes ugift Stand, og til Afkald paa Livets verdslige Glæder. Siden udviklede sig de bestemte, mere i det Smaalige gaaende Regler for de enkelte Foreninger, og ved disse Reglers Forskjellighed igjen flere Klosterordener. Klosterlivets Hjem var egentlig Østerlandene. I det vestlige Europa var det, som bekjendt, Benedict af Nursia i Italien, der i Begyndelsen af det 6te Aarhundrede bragte et paa visse Regler grundet Klosterliv for begge Kjøn ret i Gang, og fra den Tid udbredte det sig ogsaa i Vesten med uhyre Hurtighed.
Klosterløftet, eller det Løfte man aflagde ved Indtrædelsen i et Kloster, udtrykte overalt en tredobbelt Forpligtelse: til Armod, Kydskhed og Lydighed. En Klosterboer maatte ingen særegen Formue eje. Han skulde i ugift Stand føre et reent Levnet, hvorfor han ogsaa af Nordmændene benævntes: hreinlifismaðr. Han var endelig skyldig ubetinget at følge sit Klosters Regel. Den ældste Klosterregel i Vest-Europa var Benedict af Nursias, hvoraf Navnet Benedictinere. Men siden, da enkelte ivrige Klostervenner deels vilde opretholde den forfaldende Klostertugt, deels ved forøget Strenghed bringe Klosterlivet det dem foresvævende Helligheds-Ideal nærmere, foretoges Afændringer i den hellige Benedicts oprindelige Regel; og nu opstod efterhaanden en Mængde deels Congregationer eller afændrede Underafdelinger af Benedictinernes Orden, deels aldeles nye Ordener. Disse stræbte i Almindelighed ved deres Stiftelse at overtræffe hinanden i Strenghed. Men jo strengere en Ordensregel var, desto kortere overholdtes den som oftest i sin Reenhed, og Reformationer i de enkelte Klostere, hvorved disse med Tvang skulde bringes tilbage til Regelens nøiagtige Overholdelse, kom snart til at høre til Dagens Orden. Paverne vare overhovedet ivrige Befordrere af Klosterlivets Udbredelse, da Indretningen ved sin Uafhængighed af al verdslig Magt var fortrinlig skikket til at danne en Hovedstøtte og et kraftigt Befordringsmiddel for Pavedømmet og for Hierarchiet i det Hele.
Den indre Indretning i ethvert Kloster (monasterium, claustrum, coenobium, conventus, paa Norsk: klaustr, múnklíf, nunnusetr) var grundet paa Lighed og Broderskab mellem Medlemmerne (monachi og moniales, paa Norsk: múnkar og nunnur), hvilke derfor kaldte hin-
