Ved kirkelige Forretninger bar han over Messeskjorten og Stolaen en til Knæerne naaende pragtfuld Kjortel, kaldet Dalmatica, og derudenpaa, naar han forrettede Messen, Messehagelen (casula), eller ved andre Leiligheder en kostbar Chorkaabe (cappa, kantarakápa). Biskoppens faste Indtægt før Tiendens Indførelse omtales kun i den gamle Gulathingslovs Christenret, men maa antages at have været den samme i alle Landsdele; den kaldtes Biskopsreide (biskupsreiða) d. e. Udredsel til Biskoppen, og var fastsat efter Mandtallet til een Ørtug (omtr. Sølvspecie) for hver 40 Personer i hans Biskopsdømme[1]. Ved Tiendens Indførelse bortfaldt denne Biskopsreide, og Biskoppen erholdt i Stedet en Fjerdedeel af Tienden i hvert Kirkesogn[2]. Til faste Indtægter kan ganske vist ogsaa allerede nu regnes Landskyld af det Biskopsstolen tilhørende Jordegods. En uvis, men sikkert ganske betydelig Indtægt var Boder for Overtrædelse af Christenrettens Bud, hvilke Boder, naar de ei overskred tre Mark, tilfaldt Biskoppen alene, medens de høiere deeltes med Kongen.
At de norske Biskoppers Valg og Ansættelse i dette Tidsrum nærmest laa i Kongedømmets Hænder, medens de islandske Biskoppers Valg udførtes af Islands verdslige Høvdinger og Presteskab i Forening, – og at samtlige den norske Kirkes Biskopper modtoge sin biskoppelige Indvielse af udenlandske Metropolitanbiskopper, deels af saadanne, som ingen af Paven meddeelt Metropolitanret over den norske Kirke besad, deels af den virkelige Metropolitan, nemlig først Erkebiskoppen af Hamborg eller Bremen, siden Erkebiskoppen af Lund, – dette er allerede forhen tilstrækkelig oplyst, ligesom ogsaa, at disse lovlige Metrepolitaners kirkelige Indflydelse i Norge og tilliggende Lande ikkun synes at have været ringe, ja næsten blot i Navnet. Baandet mellem de norske Biskopper indbyrdes var udentvivl i dette Tidsrum endnu kun meget slapt. Hver af dem virkede, som det lader, ganske selvstændig i sit Omraade. Sit statsretlige Samholdspunkt havde de for selve Norges Vedkommende i Kongedømmet og i Kongen, der betragtedes om end ikke ganske som den norske Kirkes Overhoved, saa dog som dens mægtige Beskytter og som den indflydelsesrigeste Megler i alle dens vigtigste Anliggender. Paven erkjendtes som den almindelige romerske Kirkes høieste synlige Overhoved; men for at han i denne Egenskab kraftigen kunde indvirke paa den norske Kirke, manglede endnu det nødvendige Mellemled, nemlig en særegen Metropolitan. Nogen lovbestemt Afgift af Norge til den romerske Kirkes Hoved, som synligt Tegn paa Underdanighed, findes endnu ikke i dette Tidsrum at have været indført.
Vi have nu betragtet den geistlige Embedsstands Stilling
