sit Sted[1]. Paa denne Maade kom naturligviis Sognepresten i det strengeste Afhængighedsforhold til Kirkeejeren. Endelig, hvis Kaldet ikke besattes paa en af disse tvende Maader, saa stod endnu en tredie Besættelsesmaade aaben. Kirkeejeren sluttede nemlig en ordentlig Leiekontrakt men en prestviet Mand om at forestaa Kirken som Leieprest (leiguprestr). I dette Fald sluttedes Leien kun paa eet Aar ad Gangen, hvilket da gav Anledning til idelige Omskiftninger og Slutningen I hvilketsomhelst Fald af disse blev Prestekaldet en Indtægtskilde for Kirkeejeren, der selv tog hvad Overskud der blev af Kaldsindkomsterne, naar der var sørget for Kirkens Vedligeholdelse og Prestens betingede Lønning. Dette Forhold blev staaende ved Magt gjennem hele det Tidsrum, vi nu have gjennemgaaet, ja strakte sig, som senere skal sees, endog langt ud over dette. At under saadanne Omstændigheder de islandske Prester oftest maatte erholde et saare verdsligt Præg er let at begribe, hvorimod det er at forundres over, at saa mange af dem desuagtet kunde vedligeholde et Ry for theologiske Kundskaber, som de virkeligen synes efter Tidens Forholde at have fortjent. – Af det anførte sees, at Forskjellen mellem Presternes Stilling i Norge og paa Island væsentligen laa deri, at Kirkerne i Norge for den allerstørste Deel vare vedkommende Sognemenigheders Ejendom, medens de paa Island alle vare enkelte Mænds Ejendom, hvilke til dem havde Kaldsret.
De Kundskaber, der fordredes for at kunne opnaa Prestvielse og siden blive Sogneprest, vare ligesaalidt i Norge, som andensteds paa den Tid betydelige eller dybtgaaende. Færdighed i at læse, en Smule Latin for de kirkelige Formularers og Bønners Fremsigelse i dette Sprog, Kjendskab til Kirkens Hovedlærdomme i den Skikkelse, hvori de vare af Paven stadfæstede, for deri at kunne undervise Lægfolket, Sikkerhed i Udførelsen af Gudstjenestens Skikke og Sakramenternes Meddelelse, og endelig saamegen kalendarisk Kundskab, som behøvedes for rigtigen at tilsige Festdage eller Messedage og Faster, hvilket hørte med til Sogneprestens Embedsskyldighed, – dette var det Hele, som strengt taget udfordredes for at indtræde i det prestelige Kald, og som vist nok ovenikjøbet, især i Christendommens første Tider, fordredes og maatte fordres med megen Skaansel. Disse Kundskaber erholdtes ved Underviisning deels – og det især i de ældste Tider – af Biskopperne selv, deels af de dygtigere blandt Presterne, i hvis Hus da Lærlingerne opholdt sig, og under hvem de i sin Læretid gjorde Tjeneste i Kirkens lavere Grader. Om faste Skoler til Presternes Dannelse allerede i dette Tidsrum have været oprettede ved Norges Biskopsstole, er uvist, om end langtfra ikke usandsynligt. De vordende
- ↑ Æld. isl. Chr. c. 13.
