Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/193

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
179
Presterne paa Island.

denne sidstes og Sognefolkets Ønske i Betragtning, ligesaavel som Biskoppens Samtykke til Beskikkelsen udkrævedes; hvor Høgendespresten derimod var enkelt Mands Huskapellan, eller ansat ved hans Ejendomskirke, der havde denne Mand Kaldsretten, og var da den Kaldede allerede prestviet, blev Biskoppens Samtykte, om det ogsaa indhentedes, vistnok i Almindelighed en blot og bar Form.

Af hvad nu er sagt om de norske Presters Underhold og Ansættelse vil let sees, at deres Stilling i Samfundet langt fra ikke endnu kunde kaldes gunstig for Udviklingen af nogen kraftig Standsaand hos dem. Naar man derhos betænker, at Cølibatet endnu ikke var indtrængt i den norske Prestestand, men at Presterne for det meste vare Familiefædre, og ikke alene ved Fødsel men ogsaa ved Egteskab knyttede til Landets Bønder, hvis Levemaade de, som for største Delen Jordbrugere, i sit huslige Liv ganske maatte efterligne, – saa kan man ei undres paa, at Baandet mellem dem og det øvrige Landsfolk endnu var for sterkt til at kunne med Eet løses i den Grad som en ret hierarchisk Kirkeordning fordrede; og saaledes blev Presternes Stilling i Norge for det første en Modvegt mod Hierarchiet, som det kun langsomt lykkedes dette at overvinde.

Vi maa særskilt med nogle Ord omtale de islandske Prester, da deres Stilling havde noget vist eiendommeligt ved sig, som ikke ganske svarede til hvad der var gjældende i Norge. Det er forhen berørt, at paa Island den egentlige Landsstyrelse hvilede hos Goderne, hvis Myndighed i Hedendommens Tid var baade verdslig og prestelig. Ved Christendommens Indførelse søgte de saavidt muligt at opretholde den ikke alene i første men og i sidste Henseende. For dette Øiemed byggede Goderne selv Sognekirker paa sin Grund og forbeholdt sig og sin Æt Eiendomsretten til disse Kirker. Andre formuende og mægtige Mænd fulgte Godernes Exempel og reiste ligeledes Kirker paa sine Gaarde. Saaledes skede det, at alle Øens Sognekirker vare enkelte Mænds, deels Goders, deels rige Bønders private Eiendom. Allerede herved fik Goderne og de øvrige verdslige Kirkeejere stor Indflydelse i Kirkens Anliggender. Men denne Indflydelse forøgedes derved, at Kirkeeierne ofte lode sig selv prestvie til at forestaa sine Eiendomskirker, og saaledes forenede virkelig ofte Goderne, efter Christendommens Indførelse ligesaavel som i Hedendommen, den prestelige Embedsmyndighed med den verdslige. Og antog end ikke Kirkeejeren selv Prestekaldet, saa havde han ifølge Islands Christenret Lov til at lade paa egen Bekostning En oplære og indvie til Prest ved sin Kirke, hvilken Prest da ikke maatte igjen forlade denne Kirke uden Ejerens Tilladelse eller uden at have oplært en anden til at træde i