Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/195

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
181
Det biskoppelige Embede.

Presters Oplærelse for deres Kald var dog vistnok overhovedet endnu at betragte som en privat Sag; men Biskopperne havde, som forhen omtalt, at prøve enhver Prestlærlings Kundskaber, og først naar han fandt disse tilstrækkelige, at meddele ham Prestvielse. Den Prest, som havde modtaget et Kirkesogn var i Regelen strengt bunden til dette, ikke alene saaledes, at han ei undtagen i Nødstilfælde eller paa Opfordring fra Biskoppen maatte udføre prestelige Forretninger i en anden Prests Sogn, men ogsaa saaledes, at han, naar undtages paa Biskoppens Kaldelse, ei maatte reise udenfor sit Kirkesogns Grændser uden at have erholdt sin Menigheds Tilladelse. Dette sidste foreskrives i det mindste udtrykkelig i den gamle vikske Christenret[1]. Var Presten forsømmelig i sine Embedsforretninger, kunde han, som forhen berørt, af Biskoppen afsættes fra Kaldet.

Det biskoppelige Embede var, som allerede omtalt, Kirkens høieste Grad (ordo), Biskopperne: Kirkens Styrere. Vi have i det Foregaaende oftere havt Leilighed til at omhandle Udviklingen af det biskoppelige Embede i den norske Kirke og de norske Biskoppers Stilling til Kongedømmet og Menigheden i det gjennemgangne Tidsrum. Efter Biskopsdømmernes Ordning i Slutningen af det 11te og Begyndelsen af det 12te Aarhundrede omfattede den norske Kirke i Norge og de fra Norge bebyggede Lande, som vi have seet, 10 Biskopsdømmer, af hvilke 4 i selve Norge. Biskoppernes Embedspligter vare i den norske Kirke de i hele den romersk-katholske Kirke almindelig vedtagne. Hver Biskop skulde i sit Biskopsdømme (biskupsdœmi) have nøie Tilsyn med Christendommen, og at Presterne rigtig besørgede sit Embede; han skulde derhos indvie eller ordinere Presterne og alle andre Kirkens Tjenere, konfirmere Ungdommen og vie Kirker, Altere, Kirkekar og Chrisma eller den hellige Olie. Til Opfyldelsen af disse Pligter paalaa det ham, naar ikke meget vigtige Forfald indtraf, aarligen eller til visse Tider at overfare eller visitere hele sit Biskopsdømme og indfinde sig ved enhver af dets Sognekirker. Forsømte han dette i noget Kirkesogn, da havde han forbrudt sine Indtægter af Kirkesognet for det Aar. Paa disse Visitatsreiser og ligeledes paa andre Reiser, som han foretog i Embedsforretninger, vare Bønderne paa Tilsigelse skyldige at skydse ham og hans Følge, hvis Antal i Christenretterne fastsættes efter Forretningernes Beskaffenhed og andre Omstændigheder til 10, 15 eller 30 Mand. Tiden for hans Ophold ved hver Sognekirke var ogsaa lovbestemt: efter Omstændighederne 3 eller 5 Nætter. For hans og hans Følges Underhold i denne Tid havde deels Sognemenigheden, deels Sognepresten at sørge[2].

En Biskops Verdighedstegn var: Biskopsstaven (baculus, bugall), Ringen (annulus) og Biskopshuen (infula, mitra, mitr).

  1. N. g. L. I. 347.
  2. N. g. L. I. 6, 7, 20, 145, 345, 385, 386, 387.