seende bestemtes overalt, hvor Christendommen nogenlunde var grundfæstet, en Inddeling af Landet i faste geistlige Embedskredse, hver med sin Prest som geistlig Forstander; og disse Embedskredse sluttede sig igjen hver til en Kirke, eller indviet Bygning, hvor Gudstjenesten afholdtes for den tilliggende Kredses Beboere. En saadan geistlig Inddeling af Landet kom ogsaa ved Christendommens Indførelse hastig i Stand i Norge, vist nok paa en Maade allerede i Olaf Tryggvessøns Tid, men nogenlunde fuldstændig, som det lader, i Olaf den Helliges; og den har maaskee tildeels havt sit Forbillede i en lignende, som allerede fandt Sted i hedenske Tider med Hensyn til Hofene eller Templerne. En saadan Kreds benævntes i Norge Kirkesogn (kirkiusókn), d. e. Indbegrebet af dem, der søgte en vis Kirke, i Lighed med Thingsogn (þingsókn), Indbegrebet af dem der søgte et vist Thing; og Sognets geistlige Forstander: Sogneprest (sóknarprestr).
Kirkerne i Norge vare imidlertid af forskjellig Rang, og derved opstod tillige en Rangforskjel mellem de styrende Prester. De forskjellige Klasser af de norske Kirker vare fra gammel Tid tre: Fylkeskirke (fylkiskirkia), Heredskirke (heraðskirkia) og Høgendeskirke (hœgendiskirkia).
Fylkeskirkerne vare de høieste i Rangen og udentvivl tillige de ældste i Landet. De havde, som det lader, sit Navn deraf, at der ved Christendommens første Indførelse i Norge kun var een Kirke i hvert Fylke, i de Dele af Norge, hvor Fylkes-Inddelingen vedligeholdtes i sin oprindelige skarpe Begrændsning. Fylkeskirkerne havde derfor egentlig hjemme i Frostathings- og Gulathingslagen[1], hvor der virkelig ogsaa i Regelen kun fandtes een Kirke med dette Navn i hvert Fylke, hvilken Kirke opretholdtes af alle Fylkesmændene, og oftest synes at have staaet paa samme Sted, hvor Fylkeshofet stod i Hedendommens Tider. Benævnelsen fandtes ogsaa i Viken, hvor der dog var ser Kirker af denne Rang og dette Navn, skjønt Fylkerne i det egentlige Viken kun regnedes for tre[2]. Paa Oplandene eller i Eidsivathingslagen derimod brugtes ikke Benævnelsen Fylkeskirke, men til Fylkeskirkerne i de øvrige Landsdele svarede her Hovedkirkerne (höfuðkirkiur), af hvilke der i de Fylker, hvor en Tredjings-Inddeling fandt Sted, var een i hver Tredjing (þriðiungr), altsaa tre i hvert Fylke[3], – en Indretning som muligen skriver sig derfra, at Oplandene noget senere blev christnet end det øvrige Norge og strax ved Christendommens Indførelse blev forsynet med flere Kirker, end Tilfældet havde været i de øvrige
