kort Oversigt over den norske Kirkeforfatning, saadan som den maa antages at have fæstet sig i det Tidsrum, vi nu have gjennemgaaet. Meget, som tilhører den romersk-katholske Kirkesorfatning i Almindelighed, ville vi komme til at berøre; men vi ville dog fortrinsviis hefte Opmærksomheden paa det, der forekommer os paa en eller anden Maade eiendommeligt for den norske Kirke.
Vi ville da betragte denne fra tre Hovedsider og omhandle: I. Kirkens Embedsmænd d. e. Geistligheden, Klerus; – II. Kirkens religiøse Skikke; – og III. Kirkens Styrelse og statsretlige Forhold.
I. Kirken havde sin egen Embedsstand (clerus), hvori ethvert Medlem (clericus mods. laicus; klerkr, lærðr maðr, mods. leikmaðr) optoges ved en Indvielse (ordinatio, vigsla). I denne Embedsstand vare igjen forskjellige Grader (ordines), hver især med sin eiendommelige Indvielse. Deres Antal regnedes almindelig for otte, af hvilke de fire ringere (ordines minores), regnede nedenfra opad, vare: Ostiarius (Dørvogter, Klokker, klukkari), Lector, Exorcista, Acolothus; de fire høiere (ordines maiores) regnede paa samme Maade: Subdiaconus (subdiákn), Diaconus (diákn), Presbyter eller Sacerdos (prestr), Episcopus (biskup). For alle de høiere Grader var Tonsuren eller den ragede Isse et Særkjende. Indvielsen til en ringere Grad maatte gaa forud for Indvielsen til en høiere. Den biskoppelige Grad udfordredes til at foretage hvilkensomhelst geistlig Indvielse; men Biskopsvielsen udførtes af en overordnet Biskop (Erkebiskop, Metropolitan). Paven var egentlig blot Roms Biskop, men derved, som St. Peters formeente Efterfølger, den hele romersk-katholske Kirkes Overbiskop. Hver Grad havde sit Forretningsomraade, som ikke maatte overskrides, i det mindste ikke fra den lavere til den høiere. De sex første Grader omfattede egentlig Standens tjenende Medlemmer; Prestens Grad: dens lærende Medlemmer, hvorfor ogsaa Presten af Nordmændene udtryksfuldt benævntes: kennimaðr d. e. Lærer; Biskoppens endelig: dens styrende Medlemmer, hvorfor ogsaa Biskoppen ofte benævntes: forstióri kirkiunnar d. e. Kirkens Forstander, Bestyrer. Denne hele Indretning var fælles for den norske Kirke med den romersk-katholske i Almindelighed.
Vi ville ikke opholde os ved de lavere geistlige Grader, hvis Indflydelse i Kirken vare af en meget underordnet Betydenhed, men begynde med Presten og hans Embedsstilling
Prestens Hovedpligt var Folkets Undervisning i Christendommen og Udførelsen af Gudstjenesten og de med den i Forbindelse staaende Handlinger. For at ordne Prestens Virksomhed i denne Hen-
