Det gik efter Kong Sigurd Jorsalfarers Død som man kunde vente. Medens Magnus Sigurdssøn af et Parti blev tagen til Konge i Oslo, blev af et andet Harald, der kaldtes med sit irske Navn Gille som Tilnavn, tagen til Konge i Tunsberg, efterat den Ed, han havde svoret Kong Sigurd, var erklæret for nødtvungen og ugyldig. Krig blev for det første undgaaet, da nemlig begge Kongers Raadgivere mæglede mellem dem, saaledes at de skulde fore en Fællesstyrelse med lige Ret; men Freden mellem dem varede kun paa det fjerde Aar, da Magnus i 1134 fordrev Harald af Landet. Men denne kom snart igjen fangede Magnus i Bergen d. 7de Januar 1135 og lod ham paa en grum Maade blinde og lemlæste, hvorpaa Magnus gav sig i Holms Kloster ved Nidaros.
Dette var Begyndelsen til en Rekke af indre Krige i Norge, der i meer end hundrede Aar med faa og kortvarige Ophold forstyrrede Landets Ro, rimeligviis forsinkede dets Velstands Fremskridt, og ganske vist virkede hemmende paa den saameget lovende Udvikling af Folkets Sedelighed, hvortil Christendommens Indførelse havde givet Stødet. „Harald Gilles Komme – siger den danske Historieskriver Saxo – nedslog som et Lyn og Uveir Norges blomstrende Tilstand“[1]; og den norske Historieskriver Munken Thiodrek, der skrev ved 1170, slutter sin paa Latin forfattede norske Historie ved Sigurd Jorsalfarers Død for ei, som han siger, at aabenbare for Efterverdenen sit eget Folks Forbrydelser[2]. Dog vare disse indre Kampe i Førstningen mindre fordærvelige end man skulde tro, da de nemlig i Grunden vare Kampe mellem Kongerne og deres haandgangne Mænd, – Kampe, i hvilke Landets Almue tog liden eller ingen Deel, og i hvilke overhovedet den næringsdrivende Deel af Folket ikke blev særdeles forulempet. Men i Tidens Løb, da i et Par Menneskealdere Almuen havde seet sine Konger og Høvdinger rase mod hinanden i den vildeste Partistrid, da de Styrendes lovløse Adfærd mod hinanden indbyrdes havde gjort Almuens Agtelse for Lovens Bud og Rettergangens Former vaklende, – da droges ogsaa Folkets Mængde, baade Bønder og Bymænd, ind i Hvirvelen, og da greb Fordærvelsen om sig for Alvor.
Kampen mellem Magnus og Harald var dog allerede ledsaget af Grusomheder, hvilke om de end ei ligefrem rammede Landets Almue, dog viste denne det skadeligste Exempel; og skjønt man ansaa
