Magnus for at være af et haardt og grumt Sindelag, saa synes dog Harald Gille at have overtruffet ham i grusomme Gjerninger. Blandt disse maa vi udhæve een, der baade i sig selv var afskyelig, og som her bliver saa meget mærkeligere, som den rammede en af Kirkens Forstandere. Harald kunde ikke faa Magnus til at aabenbare, hvor han havde skjult sine Skatte, og ligeledes gjorde han sig forgjæves Umage for at faa dette udlokket eller udtvunget af Magnus’s fortroligste Venner. Blandt disse var Biskoppen i Stavanger, den for nævnte gjerrige Reinald; og ham havde Harald især mistænkt for at kjende Hemmeligheden. Reinald blev fort til Bergen og der adspurgt; men han negtede standhaftigen at vide noget om Magnus’s Skatte og tilbød at rense sig fra al Mistanke ved Jærnbyrd. Dette Bevis vilde Harald ikke modtage, derimod paalagde han vilkaarligen Biskoppen at betale 15 Mark Guld. Da Reinald negtede at betale denne i hiin Tid betydelige Pengesum og erklærede, at han heller vilde lade sit Liv end forarme sit Biskopssæde, saa lod Harald ham offentlig hænge. Denne uverdige og uretfærdige Behandling af en Biskop, noget der ikke har Sidestykke i Norges Historie, blev efter Sagaernes Vidnesbyrd almindelig lastet[1]; dog finder man intet Spor til at nogen kirkelig Straf herfor har rammet Harald.
Harald Gille nød ikke fuldt to Aar Enekongedømmet i Norge. Det Exempel, han selv havde givet, hvorledes det kunde lykkes ved en tvivlsom men djærvt fremsat Paastand om kongelig Fødsel at trænge sig frem til Kongedømmet, fandt snart en Efterligner. En Sigurd, der havde fort et eventyrligt Ungdomsliv og engang været optagen i den geistlige Stand som Diaconus, hvorfor han kaldtes med Øgenavnet Slembidiakn, – som forklares: den ufortjente Degn, Slumpedegnen, – paastod i 1136 at han var Magnus Barfods Søn og forlangte af Harald at erkjendes for hans Broder. Harald vilde lade ham snigmyrde, men Sigurd undkom og hevnede sig ved at snigmyrde Harald den 13de Decbr. 1136.
Sigurd opnaaede dog ei at blive tagen til Konge efter sin virkelige eller foregivne Broder. Haralds tvende Sønner Sigurd og Inge, der begge endnu vare i Barnealderen bleve tagne til Norges Konger under de mægtigste Lendermænds Formynderskab. En Kamp begyndte nu igjen mellem dem paa den ene Side, og paa den anden Sigurd Slembidiakn, der for at styrke sit Parti tog den blinde Kong Magnus ud af Holms Kloster og erklærede sig at handle for dennes Sag. Men i Aaret 1139 bleve baade Magnus og Sigurd dræbte i et Slag ved Holmengraa.
Siden styrede Brødrene Sigurd og Inge Haraldssønner,
- ↑ Sn. M. og H. S. c. 8.
