Alligevel var Sigurd selv i sine senere Livsaar mindre end lykkelig. Det Tungsind, den Indesluttethed og den lidenskabelige Heftighed, som ogsaa i yngre Dage synes at have raadet hos ham, tiltog med Aarene og udartede ikke sjælden til fuldkomment Vanvid. Saadanne Anfald varede vistnok ikke længe ad Gangen, men gave dog Anledning til Optrin, som i høi Grad smertede Kongen, naar han igjen kom til sin fulde Samling. Han følte dybt denne sin Svaghed, og Bevidstheden om den nedstemte endmere hans Sind. Af nogle Yttringer af den bekjendte Petrus Mauricius med Tilnavnet Venerabilis, Abbed i Cluny i Bourgogne (1122–1157), i et Brev til Kong Sigurd, med hvem han stod i Brevvexling, skulde man endog maaskee slutte, at det eengang har været Sigurds Hensigt at nedlægge Kongedømmet og gaa i Kloster[1]. Herom vide imidlertid vore Sagaer intet at fortælle.
Hvad der ogsaa forstyrrede Sigurds Ro i hans seneste Leveaar var Tanken paa Norges Fremtidsskjebne, der stillede sig med mørke Farver for hans Blik. Hans eneste Søn Magnus, der var uegtefødt, var vel en skjøn Yngling, øvet i alle Vaaben- og Legemsfærdigheder, men yttrede derhos tidlig et stolt og grumt Sindelag, viste sig ublid, gjerrig, uforligelig og var tillige en stor Dranker. Sigurds Broder Harald var derimod gavmild og munter, men ogsaa svag, letsindig og uforstandig. Sigurd vidste, at Magnus ikke var vensæl, og at mange af Landets Lendermænd havde sine Øine heftede paa Harald, i hvem de haabede at faa en Konge, som de kunde lede efter eget Tykke, og i hvis Navn de selv kunde fore Landsstyrelsen. Sigurd maatte saaledes med Grund frygte, at der ved hans Død ikke vilde blive agtet paa den Ed, Harald havde svoret ham, men at denne vilde blive tagen til Konge med Magnus; og da var alt Ondt at vente af disses Karakterfeil, ulige Sindelag, og indbyrdes Had, der fra Magnus’s Side gjentagende havde yttret sig. Sigurd gjennemskuede disse ildelovende Forholde og hvilke Ulykker de vilde bringe over Norge. Derfor yttrede han ogsaa engang efter et Optrin mellem Harald og Magnus, hvori den sidstes hadefulde og haarde Sind klart traadte for Dagen, følgende Ord, der vise hvilke sørgelige Tanker formørkede hans Sjæl: „Ilde ere I farne Nordmænd – sagde han – i det I have en vanvittig Konge; og dog forudseer jeg, at den Stund snart vil komme, da I gjerne gave det rode Guld for at have mig til Styrer istedetfor Magnus og Harald: den ene er grum, den anden taabelig“. Og det viste sig altfor snart, at han spaaede sandt. Sigurd Jorsalfarer døde i Oslo den 26de Marts 1130, ikke meer end 40 Aar gammel.
- ↑ Maxima Bibliotheca veterum patrum T. XXII p. 869 (Sti. Venerabelis Petri epistolarum lib. II, ep. VII.)
