Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/176

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
162
Første Tidsrum.

holdt over sin Kirkes Verdighed. – Den førnævnte Kol Thorkelsssøn, Biskop i Viken, hvis Styrelsestid synes at have faldet nogenlunde sammen med Kong Sigurds, maa ganske vist ogsaa have været en lærd og dygtig Mand, siden det paa en Maade anføres til Islændige-Biskoppen Isleifs Ære, at Kol tilligemed Jon Øgmundssøn begge havde været hans Lærlinge[1]. – Endelig var rimeligviis ogsaa Stavangers første Biskop, Engelsmanden Reinald, en ret duelig Mand, da han skjønt Udlænding hævedes til hiin Verdighed, – om end hans Karakter forresten synes at have været mindre reen.

Samtidig med Sigurd og hans Brødre var den hellige Magnus, Jarl af Orknøerne, der forøgede de norske Helgenes Tal. Magnus var en Søn af Erlend Jarl, der igjen var en Søn af den berømte Thorfinn Sigurdssøn. Han var i sin Ungdom bleven udelukket fra sin Deel i Jarledømmet af sin Brødrung (Farbroders Søn) Haakon Paalssøn; men i 1108 (el. 1109) kom han til sin Ret, da han i Norge af Kong Eystein fik Jarlsnavn og det halve Jarldømme over Øerne med Haakon. Mellem de tvende Jarler raadede imidlertid intet oprigtigt Venskab, vistnok for en stor Deel paa Gru udaf deres saare ulige Sindelag. Den haarde, statskloge og ærgjerrige Haakon kunde ikke taale at dele Magten med den blide, gudfrygtige og svermeriske Magnus, der var mere skikket til at vinde Folkets Kjærlighed. For at bilægge nogle Uenigheder mellem dem blev en Sammenkomst aftalt at holdes paa Egilsø. Men paa Mødet sveg Haakon sin Frende. Han kom med større Følge end aftalt var, fangede Magnus og lod ham dræbe den 16de April 1115 (el. 1116). Men Magnus havde ved sin Retskaffenhed, Uskyldighed og sit strenge Levnet erhvervet sig saadan Agtelse, at man, da hans voldsomme Død kom til, ansaa ham for en Helgen. Tyve Aar efter hans Død blev han høitidelig erklæret herfor, i det Biskop Villialm skrinlagde hans Been den 13de December 1135 og strax efter sorte dem fra Birgsaa, hvor de hidtil havde hvilet, til Kirkiuvaag, hvor den prægtige Kathedralkirke siden blev indviet til ham som St. Magnus’s Kirke. Hans Festdage vare den 16 April og den 13de December[2]. Paa Island døde den høit fortjente Biskop Gissur af Skaalholt 76 Aar gammel, den 28de Mai 1118. Han havde et Aars Tid iforveien været stadig syg og sengeliggende og havde derfor allerede det foregaaende Aar udpeget Presten Thorlak Runolsssøn til sin Eftermand og opfordret sine Landsmænd til strax at vælge ham. Thorlak undskyldte sig vel først med sin Ungdom, da han kun var 32 Aar gammel, men modtog dog omsider Valget og drog strax med Gis-

  1. Se ovenfor S. 143.
  2. Orkn. S. 118–134; jfr. Munch II. 673–680, 693, 745.