rimeligviis Vedtægten blev, at hver Mand skulde give den een Gang i sit Liv. Dertil kan selve Navnet synes tyde. Den vedblev efter den anden Tiendes Indførelse, dog saavidt skjønnes da ikke længer som nogen Skyldighed paa de Steder hvor hiin vedtoges. Hovedtienden deltes forresten paa samme Maade som den almindelige Tiende.
At Tiendens Indførelse var af stor Vigtighed for Kirken, indsees let. Geistlighedens Indkomster sattes derved paa en fast Fod. Presten befriedes fra det Afhængighedsforhold til sin Menighed, hvori en Overeenskomst med denne om hans Underhold maatte sætte ham. Kirkerne fik til friere Raadighed for sine Forstandere Midler til Bøger og Inventarium. De Fattige sikkredes endelig et Underhold ved Siden af det, som efter gammel Lov og Ret enhvers nærmeste Frænder, som dertil havde Leilighed, vare skyldige at yde dem, hvilket i mange Tilfælde maatte blive høist tarveligt. Men i hvor nyttig Tienden i flere Henseender kunde være, saa optoges den dog neppe fra først af med synderlig Velvillie fra Folkets Side. Den var nemlig en Beskatning paa Næringen, og det en sterk Beskatning, hvortil Nordmændene forud vare aldeles uvante, da alle de offentlige Ydelser udredtes efter Mandtallet. Tienden blev ikke heller paa een Gang indført over hele Norge; der vare endog enkelte Dele af Landet, som længe ja lige til Reformationen, stod den imod og holdt fast ved den ældre Ydelsesmaade til Kirken, i hvilket Fald dog Hovedtienden vedblev som en Skyldighed.
Man seer af alt det ovenfor fremsatte, at Sigurd Jorsalfarers og hans Brødres Styrelse indtager en meget vigtig Plads i den norske Kirkes Udviklingshistorie. At formaaende høiere Geistlige have raadet og hjulpet Kongerne i deres Foretagender til Kirkens Fremme, følger af sig selv; men hvilke disse have været nævnes ingensteds. Man maa imidlertid antage de daværende Biskopper i Norge for nærmest selvskrevne til Kongernes Raadgivere i disse Anliggender, saa meget mere som flere af dem synes at have været dygtige Mænd. Her møder os først som Nidaros’s Biskop Simon, Adalberts Efterfølger[1]. At han har levet paa Sigurd Jorsalfarers Tid og navnligen virket kraftigen til Tiendens Indførelse, er tydeligt af den Bemærkning, som den ældste norske Biskopsfortegnelse tilføier ved hans Navn: „han indførte først Tienden i Norge“[2]. Naar Simon blev Biskop og naar han døde, vides forresten ikke. – I Bergen fulgtes Bernhard den Saxiske, rimeligviis omkring 1090, af Biskop Magne[3], der synes at have overlevet Kong Sigurd og altsaa først at være død efter 1130. Hvad lidt nedenfor skal fortælles om Magne lader os i ham see en gudfrygtig og frimodig Mand, der strengt
