tildeels kan forklares af det i flere Klosterordener gjældende System, at udsende Kloster-Kolonier til fremmede Lande fra Hovedklosterne, – endelig den ringe Indflydelse, som Klostergeistligheden i Norge sammenligningsviis med den i andre Lande sees at have havt paa Folket, og den ubetydelige Rolle, som dens Forstandere spille i Rigets offentlige Anliggender. Vel bleve flere norske Klostere i Tidens Løb, efter de norske Forholde at regne, heel rige; men hverken vare de sterkt befolkede, eller sees deres Forstandere, Abbeder eller Priorer, paa enkelte Undtagelser nær at indtage nogen iøinefaldende Stilling i Staten. De Klostergeistliges Indflydelse kan i Norge aldrig komme i Sammenligning med de Verdsliggeistliges.
I Sigurd Jorsalfarers Tid blev Tiende først paabuden i Norge. Sigurd gjorde under sit Ophold i Jerusalem det Løfte at skulle indføre Tiende og selv erlægge den; han opfyldte ogsaa, heder det, sit Løfte[1]. For havde den norske Kirke været underholdt deels ved lovbestemte Ydelser efter Mandtallet, de saakaldte Reider (reiða), deels ved Ydelser efter Overeenskomst mellem Prest og Sognefolk, deels ved Betaling for de kirkelige Forretninger og deels endelig ved frivillige Gaver og Offer[2]. Ved Tiendens Indførelse ophørte de ældre lovbefalede Ydelser til Biskop og Sogneprest, da disses Underhold nu skulde tages af Tienden. Denne deeltes nemlig i fire ligestore Dele: een tilfaldt Sognekirken, een Sognepresten, een Biskoppen og een Sognets Fattige, hvilken sidste Deel Bønderne selv bestyrede under Sogneprestens Tilsyn. Tiende udrededes oprindeligen kun af de tre Hovederhverv, hvoraf Nordmændene levede: Agerbrug, Fiskeri og Kvægavl. Korntienden, (ávaxtartíund) ydedes med Tiendedelen af Agerafgrøden, deelt paa Ageren ved Indhøstningen, og bjærget og bragt i Hus af Jordens Bruger. Fisketienden (fiskitíund) ydedes med hver tiende Fisk, hængt paa Hjæl til Tørkning, og bjærgedes af Fiskeren. Kvægtienden (viðreldistiund) ydedes af alt hvad som fødtes i Buskapen. Forskjellig fra denne almindelige Tiende var den saakaldte Hovedtiende (höfuðtíund), der lader til at have været tidligere i Brug end Erhvervstienden, men hvis Beskaffenhed og Oprindelse for Norges Vedkommende ikke vides med Sikkerhed. Den erlagdes een Gang for alle ved enkelt vigtig Leilighed, og rimeligviis med Tiendedelen af Yderens hele løse Formue. Oftest har den udentvivl været givet Kirken enten som et Slags Testament af den Døende selv paa hans Yderste, eller som Sjælegave af den Dødes Arvinger paa Begravelsesdagen. Om den end i sin første Oprindelse muligen var frivillig, faa synes den dog efterhaanden at være gangen over til at betragtes som en Skyldighed, i det
