Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/170

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
156
Første Tidsrum.

teren, har villet sige, at Biskopsdømmer ei kjendtes i Norge under Sigurds Forgjængere, at han altsaa var den første som oprettede dem; thi Tillægget „hvilke hans Forgjængere ei havde kjendt“ synes blot at sigte til Klostrene, og i ethvert Fald ere i det Foregaaende Grunde anførte for at Begyndelsen til Biskopsdømmers Oprettelse allerede var gjort under Kong Olaf Kyrre. Det antyder imidlertid med Bestemthed, at noget vigtigt for denne Sag ogsaa er udrettet under Sigurd Jorsalfarer; og dette bestod deri, at de Biskopsdømmer, som kunde henregnes til den norske Kirke, i og udenfor selve Norge, bleve ordnede noget nær til det Antal og med de Grændser, som siden efter bleve fast bestaaende lige til Reformationen.

Til de tre Biskopsdømmer, som allerede under Olaf Kyrre maa antages at være oprettede i selve Norge, nemlig: Throndhjems eller Nidaros’s, Selias eller Bergens, og Vikens eller Oslos, – kom nu et fjerde: Stavangers, hvortil de to sydligste Fylker af Gulathingslagen, Rygiafylke og Egdafylke, samt de under samme Lagdømme lydende Landskaber Valders og Haddingiadal henlagdes. At Stavangers Biskopsdømme er blevet oprettet under Sigurds Styrelse, kan sees deraf, at en Biskop af Stavanger omtales i hans senere Regjeringsaar[1], og at den stavangerske Biskop, som i Biskopsrækkerne kaldes den første, nemlig Reinald, levede endnu under Sigurds Efterfølger[2]. Oplandene vedbleve endnu en Stund, samlet med Viken, at ligge under Oslos Biskop.

Paa Island bleve Biskopsdømmerne tvende. Da nemlig den før omtalte Biskop Gissur Isleifssøn i Skaalholdt i tyve Aar havde været Enebiskop paa Island, fremkom Nordlændingerne i 1102 med det Ønske, at de maatte faa sin egen Biskop, hvis Omraade da skulde være Nordlændinge-Fjerdingen. Som Grund anførtes, at Landet, naar det fik to Biskopper, sjælden kunde antages at blive biskopsløst. Gissur, som allerede tidligere havde viist stor Opoffrelse for Kirkens Bedste, lagde ogsaa her sin Uegennyttighed for Dagen, idet han indrømmede Nordlændingernes Bøn. Efter et Par Aars Forløb, som rimeligviis ere hengangne med de nødvendige Forberedelser til den nye Biskopsstols Oprettelse, valgtes i 1105 til Biskop den gudfrygtige Prest Jon Øgmundssøn. Han var en Lærling af Biskop Isleif, og havde senere fortsat sine Studeringer i Udlandet. Da han var valgt til Nordlændingernes Biskop, gjorde han først en

    lem 1099 og 1120, og fortsatte den til 1041. Stedet lyder i Orig. saaledes: „episcopatus et coenobia monachorum, qvæ antecessores eius non noverant, in regno Nordico constituit“. Lib, XIII, ed. Duschene p. 767.

  1. Sn. S. C. og O. S. c. 39.
  2. Norsk Tidskr. V. S. 42, 44.