vens Samtykke, behøver ikke at fortolkes som nogen Yttring af Uvillie mod Lunds Metropolitanhøihed. Man bor neppe deri see meer end et Ønske om, at Forholdene engang kunde føie sig saa, at den Ære, der nys var bleven Danmark til Deel, ogsaa kunde udstrækkes til Norge, – et Ønske, som ganske naturlig kunde opstaa hos Nordmændene og deres Konger, uden derfor just at medføre nogen Uvillie mod den pavelige Foranstaltning, hvorved Danmark fortrinsviis var bleven hædret blandt de nordiske Riger.
Det var virkelig et Gode, som den norske Kirke opnaaede derved, at den gamle Usikkerhed med Hensyn til Metropolitanhøiheden over den endelig blev hævet. Vel var Metropolitansædet fremdeles udenfor det norske Riges Grændser, men alligevel i et Land, hvis Indbyggere i Sprog og Seder vare langt nærmere beslegtede med Nordmændene, end Tydskerne vare. En bedre Orden kunde nu iagttages med Biskoppernes Indvielse, og de lange og i sine Følger uvisse Reiser for at opnaa denne kunde for Fremtiden undgaaes. Derhos maa det endelig erkjendes, at de lundske Erkebiskopper efter alle Kjendetegn øvede sin Metropolitanhøihed over den norske Kirke med meget Maadehold. Man finder intet Spor til nogensomhelst utidig Anmasselse fra deres Side eller til nogen Folkefølelsen krænkende eller skadelig Indblanding i den norske Kirkes indre Anliggender. Denne synes tvertimod i Tiden, medens den lundske Metropolitanhøihed varede, at have udviklet sig ved sin egen indre Kraft ligesaa selvstændigt som forhen, uden at Love eller Indretninger paatrængtes den af den fremmede Metropolitan, og uden at strengere hierarchiske Grundsætninger gjorde sig gjældende, end de som kunne siges at have raadet fast ligefra dens første Oprettelse. Det kan saaledes ansees for vist, at om end den lundske Metropolitanhøihed ikke øvede nogen sterkt iøinefaldende Indflydelse paa den norske Kirke, saa var den dog en gavnlig Forberedelse til dennes snart paafølgende fuldkomne Udsondring som et selvstændigt Led i det store romerske Kirkesamfunds Kjæde.
Af større Vigtighed for den norske Kirkes Udvikling var dog udentvivl den forfatte Ordning af dens Biskopsdømmer, som fandt Sted under Sigurd Jorsalfarers og hans Brødres Landsstyrelse; – hvad der nemlig i denne Henseende skal tilskrives Brødrene som samstyrende, eller Sigurd, efterat han var bleven Enekonge, lader sig ikke bestemme. Den samtidige anglonormaniske Kirkeskribent Ordericus Vitalis, der viser sig ret vel underrettet om den daværende Tilstand i Norge, siger om Kong Sigurd, at „han oprettede i det norske Rige Biskopsdømmer og Munkeklostere, hvilke hans Forgjængere ei havde kjendt“[1]. Dette bør nu ikke forstaaes som om Forfat-
- ↑ Ordericus Vitalis var sødt 1075, paabegyndte sin historia ecclesiastica mel-
