og sat ham til at forestaa Danmark. Men Svein vandt sig et mægtigt Tilhang blandt sine Landsmænd, reiste en Opstand mod Magnus og lod sig selv give Kongenavn. Følgen var, at Magnus Aar efter andet maatte ligge med sin Hær i Danmark. Seieren fulgte ham stedse, og Svein blev overvunden i flere blodige Slag; men han fandt i sin Nød Tilhold i Sverige, og i ganske rolig Besiddelse af Danmark kom Magnus aldrig.
Sveins Opstand blev Magnus saa meget farligere, da ogsaa en norsk Fyrste fremstod med Krav paa Deel i Norges Kongedømme. Dette var Harald, Søn af Kong Sigurd Syr paa Ringerike, og Olaf den Helliges Halvbroder. Han havde i sit 15de Aar deeltaget i Slaget paa Stikklastad blandt Olafs Mænd, var derfra undkommen, havde over Gardarike faret til Constantinopel, var der indtraadt i Væringernes Hær i den græske Keisers Tieneste, og havde paa mange Tog vundet baade Ære og Rigdom. Han kom i Slutningen af 1045 tilbage til Norden og henvendte sig til Magnus med Krav paa Andeel af Norges Rige ifølge Arveret som Ætling af Harald Haarfager i mandlig Linie. Da Magnus paa sine Høvdingers og især Einar Thambarskjælvers Raad i Førstningen viste sig uvillig til at opfylde hans Krav, drog Harald til Sverige og sluttede sig her til Svein Ulfssøns Parti mod sin Brodersøn. Dette Forbund var dog neppe oprigtig meent, men blot en Trudsel mod Magnus; det blev ogsaa strax opgivet, da denne efter nøiere Overlæg erklærede sig villig til at komme Haralds Ønsker imøde. Magnus bestemte sig nemlig til at dele Norges Kongedømme med Harald, imod at denne igjen skulde give ham Halvdelen af sine Skatte; og Beslutningen blev udført 1046[1].
Dette Skridt var af stor Vigtighed i sine Følger, da derved en ny Vedtægt med Hensyn til Kongearvefølgen blev indført i Norges Statsret – en Vedtægt, som længe forblev gjældende og øvede en mægtig Indflydelse paa Udviklingen af Norges Statssamfund. Man vendte ikke tilbage til Harald Haarfagers Indretning og den dermed forbundne virkelige Landsdeling, hvis fuldkomne Afskaffelse Olaf den Hellige udentvivl havde tilsigtet, da han ophævede Fylkeskongedømmet. Derimod bestemtes, at Magnus og Harald skulde øve en Fællesstyrelse, hvorved Kongedømmets Rettigheder og Pligter lige fordeeltes mellem begge, uden at nogen bestemt Landsdeel anvistes hver af dem som hans særegne Rige. De skulde være hinandens Lige i Kongenavn og kongelig Myndighed, kun med en uvæsentlig Forrang i ydre Æresbevisninger for Magnus, som den ældre i Kon-
- ↑ Fgrsk. 113, 114; udentv. rigtigere Fremstilling end Sn. Har. Haardr. S. c. 20–24.
