Loven af de viseste Mænd, og med deres Raad og Veiledning lod han sammensætte en skreven Lovbog, hvilken endnu henved to hundrede Aar senere var til i Throndhjem og benævntes, uvist af hvad Grund: Graagaas[1]. Før den Tid maa Norges Love antages at have været bevarede i mundtlig Overlevering. Uagtet deres skriftlige Optegning efter Magnus’s Foranstaltning neppe havde nogen væsentlig Indflydelse paa deres Indhold, der vistnok forblev ved hvad i hans Faders Tid var vedtaget, saa blev dette dog nu sikkrere bevaret for Eftertiden. Graagaasen synes forresten kun at have omfattet Thrøndernes Lov eller Frostathingsloven, og det er uvist, hvorvidt en lignende skriftlig Optegning i Magnus’s Tid er bleven foretagen med de øvrige Landslove. Usandsynligt er det ikke, og i ethvert Fald har det neppe varet længe efter, for det er blevet iverksat. Hvad Christenretten angaar, da er der vistnok nogen Anledning til at tro, at den allerede under Olaf den Hellige er ført i Pennen, da det paa flere Steder i hans Saga siges, at han lod den oplæse for Folket paa Thingene[2]; men noget bestemt kan dog ikke ak dette Udtryk sluttes, der muligen ikke bor tages i strengeste Betydning. Sikkert er det, at Magnus’s Graagaas, der ogsaa vides at have indeholdt Christenretten, er den første skrevne norske Lovbog, som udtrykkelig nævnes.
Da Magnus i sit attende Aar uden Modstand toges til Damnarks Konge (1042), var hans Kongedømme i Norge allerede grundfæstet paa hele Folkets Kjærlighed og desuden omstraalet af den Glands, som Faderens Helligdom i Folketroen kastede over Sønnen. Denne Glands gjorde ganske vist ogsaa sit til at lette ham Adkomsten til Danmarks Rige[3]. Han befriede siden dette fra et farligt Indfald af de hedenske Vender, hvis store Overmagt han næsten tilintetgjorde i det blodige Slag paa Hlyrskovshede i Jylland (28de Septbr. 1044). Det var almindelig Tro, at han skyldte sin hellige Faders Hjælp denne uventede Seier; og siden var det Folketale, at det ikke kunde nytte nogen at stride mod Magnus[4]. „Han var – siger Adam af Bremen – for sin Retfærdighed og Tapperhed Danerne kjær, som han var frygtelig for Venderne“; og Adams Scholiast yttrer om ham, at „han var en hellig Yngling af uskyldige Seder, derfor gav Gud ham Seier overalt“[5]. Alligevel blev hans Styrelse i Danmark ikke fri for indre Uroligheder, der idelig kaldte ham didhen fra Norge. Han havde givet Svein Ulfssøn, Knut den Mægtiges Søstersøn, Jarlsnavn
