Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/142

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
128
Første Tidsrum.

gedømmet. Saaledes erklæredes Kongedømmet deelbart, og enhver Kongesøn, egte- eller uegtefødt, lige berettiget til at deeltage deri, det vil sige i Kongenavnet, Kongeindtægterne og Udøvelsen af den kongelige Myndighed; medens Riget forblev udeelbart, idet Landet ikke kunde udstykkes mellem Kongerne. Denne Statsindretning var vist nok langt at foretrække for den af Harald Haarfager indstiftede, med dens Overkongedømmet underordnede Fylkeskongedømmer, hvorved en Landsdeling fast i det uendelige kunde tænkes mulig. Men den indeholdt alligevel i sig en Spire til indre Splid, som i senere Tider ofte frembrød til Norges store Fordærvelse.

Efterat Magnus og Harald saaledes havde forliget sig, vendte de i 1047 sin forenede Magt imod Svein Ulfssøn. Denne blev i Hast fortrængt fra Danmark og stod allerede beredt til at opgive dette for stedse og atter flygte til Sverige, da Magnus den Gode den 25de Octbr. 1047 uventet døde paa sit Skib, medens den norske Flaade laa ved Jyllands Kyst. Han var ikke meer end 24 Aar gammel og efterlod ingen Søn. Ved hans Død adskiltes igjen Norge og Danmark, da dette sidste Rige nu tilfaldt Svein Ulfssøn, og han blev Stamfader for en ny dansk Kongeæt, der styrede Landet i mere end 300 Aar. Harald havde gjerne villet benytte Leiligheden og med den seierrige norske Hær gjort Nordmændenes Herredømme over Danmark stadigt; men de norske Høvdinger og den norske Hær ansaa Rigernes Forening opløst ved Magnus’s Død, og vilde ikke hjælpe Harald i hans ærgjerrige Stræben efter et Rige, hvortil han ifølge Magnus’s egen Erklæring paa sit Yderste ikke havde nogen Ret, da Arveforeningen mellem Hardeknut og Magnus kun havde gjældet dem personlig. Harald maatte, skjønt nødig, vende tilbage til Norge, hvor han uden Indsigelse paa alle Thing blev tagen til Konge over hele Riget.

Om den norske Kirkes særlige Anliggender under Magnus den Gode vides kun meget lidet. At Olaf den Helliges Helgenry tiltog under hans Søns Landsstyrelse, var naturligt. Hans Lig, der fremdeles skal have holdt sig uforraadnet og friskt, blev af Magnus skrinlagt i en guldprydet og med Stene besat Sølvkiste. Kongen havde selv Nøglen til den i Forvaring og skar aarligen Ligets Haar og Negle, der begge Dele bestandig troedes at vore. Mange Jærtegn, paastodes der, skede ved Skrinet, og en ivrig Tilbedelse ydedes Olafs Levninger. Det blev ogsaa lovtaget, at hans Høitidsdag skulde overholdes som en af de største Helligdage[1]. Under en saadan levende Ærefrygt for Olaf og hans Minde, maa man antage, at Kirkestyrelsen i Et og Alt havde sin Gang efter de af ham opstillede Grundsætnin-

  1. Sn. M. G. S. c. 11, Har. Haardr. S. c. 25.