Historien om Christendommens Indførelse blandt Nordmændene maa ansees sluttet med Olaf den Helliges Død og hans snart paafølgende Ophøielse til Helgen. Da den egentlig ikke kan siges at begynde for med Olaf Tryggvessøns Optræden, omfatter den kun et Tidsrum af 35 Aar. Hos faa Folk er Christendommen i saa kort Tid bleven indført og grundfæstet. I Danmark kjæmpede den med Hedendommen i meer end halvandet hundrede Aar; i 850 blev den første Kirke stiftet i Jylland, og neppe blev dog Hedendommen ganske udryddet eller Christendommen fuldkommen befæstet før i Knut den Mægtiges senere Regjeringsaar, altsaa omtrent ved den Tid da det samme fandt Sted i Norge. I Sverige, hvor en christelig Kirke, om end i saare indskrænket Betydning, kan siges at være stiftet samtidig med den første danske, der var det først efter Aar 1000 at Christendommen vandt et lidt videre Omraade, og først længe efter 1100, at Hedendommen aldeles blev tilintetgjort; der varede altsaa Kampen mellem begge Religioner i henved 300 Aar. Aarsagen til denne mærkelige Kjendsgjerning kan ikke søges deri, at Nordmændene vare mindre ivrige Asadyrkere, eller Asatroen hos dem mindre indrodet end hos Danerne og Svearne; Historie og Alderdomslevninger pege snarere hen paa det Modsatte. Den kan heller ikke søges deri, at Nordmændene ved at færdes paa sine Søtoge i Udlandet mellem Christne vare bedre forberedte til Christendommens Modtagelse end deres tvende nordiske Nabofolk; thi om end Svearne i visse Maader kunne siges at have været noget meer udelukkede fra Samfærselen med Vest-Europas christne Folkefærd, saa var dette i ethvert Fald ikke Forholdet med Danerne, der havde Tydskerne til Naboer og ligesaameget som Nordmændene færdedes paa Hærtog i England. Aarsagen maa derimod ganske vist væsentligen søges i den særegne Maade, paa hvilken Omvendelsesverket i Norge blev drevet.
Vi have nemlig seet, at i Norge Kongedømmets verdslige Haand lige fra først af kraftigen understøttede og rastløs paaskyndede Omvendelsen. Hos begge Olaferne var brændende, man kan næsten sige vild religiøs Begeistring, urokkelig Villiefasthed og utrættelig Virksomhed paa en forunderlig Maade forenet med og ledet af gjennemtrængende Forstand; og de lode intet Middel, som Fanatisme eller Klogskab kunde indgive dem, ubenyttet til Christendommens Udbredelse. De brugte i dens Tjeneste Ordet som ildfulde Prester, og Sverdet som øvede Stridsmænd; og i fast Overbevisning om sit guddommelige Kald til at virke for Christendommens Fremme lode de Rædselen for
