da – heder det – aldeles friskt, og dets Haar, Skjæg og Negle vare voxede. Dette ansaas som et Undertegn. Den eneste som yttrede nogen Tvivl var Alfifa, der lod sig forlyde med, at Lig som laa i Sand raadnede seent, og at hun havde seet Haaret uforandret paa Døde, som havde ligget længer i Jorden; men hun vilde tro, at det var helligt, hvis Haaret ei brændte i Ild. Biskoppen lod da lægge Gløder paa et Fyrfad, lyste Velsignelse derover, strøde Røgelse paa Gløderne og lagde Olafs afklippede Haar derovenpaa; da Røgelset var fortæret tog han Haaret uskadt op. Den vantro Alfifa fandt sig imidlertid ikke hermed tilfredsstillet; hun bad Biskoppen lægge Haaret i uviet Ild. Men da bragte Einar hende til Taushed med mange haarde Ord. Biskop Grimkel erklærede nu, med Kong Sveins Samtykke, Olaf for en sand Helgen, og det forsamlede Folk stadfæstede hans Erklæring ved sin Dom. Ligkisten blev derpaa høitideligen baaren ind i Klemenskirken og stillet over Høialteret[1].
Saaledes var nu Olaf ophøiet til en Helgen. Landets saavelsom Kirkens Lov var derved iagttagen: Landsloven, idet Folket med sin lovgivende og dømmende Myndighed havde vedtaget det, og Kongen dertil givet sit Samtykke, – Kirkens Lov, idet Handlingen var grundet paa en Biskops forudgaaende, ifølge Undersøgelser afsagte Kjendelse. Paa den Tid nemlig laa endnu Helgenophøielsen eller Kanonisationen til den biskoppelige Myndighed; først meer end hundrede Aar senere blev den af Pave Alexander III (1159–1181) forbeholdt Paven selv som en udelukkende Ret[2]. Olafs Optagelse til Helgen blev ogsaa uden Modsigelse kjendt gyldig af hele den romersk-katholske Kirke. Hans Martyrfest blev høitideligholdt den 29de Juli, hans antagne Dødsdag, og Optagelsen af hans Helligdom erindret den 3die August; deraf i den gamle norske Kalender de to Olafsmesser: den tidligere, Ólafsmessa fyrri, og den senere, Ólafsmessa siðari. Hans Helgenry spredte sig snart ud over Norges Grændser, og det ei alene til de øvrige nordiske Riger, men ogsaa til England, Tydskland, ja endog med Væringerne lige til Constantinopel; og paa mangfoldige Steder udenfor Norge indviedes Kirker til hans Ære. Paa de Hædersbevisninger, der bleve Olaf Haraldssøn til Deel som Helgen, kunne vi ikke lægge nogen Vegt, ligesaalidt som paa de mange Undergjerninger, der af en overtroisk Tidsalder tilskreves hans Helgenmagt; men hans Virken for Norges Kirke og Stat vil ligefuldt stedse leve i Nordmændenes taknemmelige Minde.
