sine grumme Revselser gjennemdrive hvad Mildhed, Overtalelse og Klogskab syntes dem ikke at kunne udrette. De vare selv Omvendelsesverkets Hovedledere, medens deres Biskopper og Prester kun vare deres underordnede Medhjælpere, der maaskee ligesaa tidt virkede dæmpende og formildende som hidsende paa Kongernes ofte fremfusende Iver.
I de tvende andre nordiske Riger derimod var Omvendelsesverket den allerlængste Tid næsten udelukkende overladt til Kirkens egne Kræfter og Virksomhed uden at understøttes, i det mindste i Landene selv, af nogen kraftig verdslig Arm. – I Danmark var vel de tydske Kongers Vaaben ikke ganske uden Indflydelse; men denne var dog kun forbigaaende, og i Landet selv blev Omvendelsesverket blot svagt og næsten modvilligen understøttet af Kongerne, – af den vakklende Harald Gormssøn, og af den endog i sin meste Tid frafaldne Svein Tjugeskjæg. Knut den Mægtige (1014–1035) var den første af Danmarks Konger, som synes at have laant en kraftig Arm til Christendommens Sag, og dog, som det lader, meer beskyttende end virksomt indgribende, til hvilket sidste hans mangehaande verdslige Sysler og omfattende politiske Planer neppe levnede ham Tid. – I Sverige maatte Kirken i sin Udbredelse næsten endnu meer end i Danmark undvære den verdslige Statsmagts Hjælp. Olaf Skautkonge (omtr. 994–1022), der efter Aar 1000 lod sig døbe, var Sveriges første christne Konge; men han synes saa lidet at have stundet efter, eller været i Stand til at styrke Christendommen ved sin kongelige Magt, at han snarere maatte gjøre Hedningerne Indrømmelser for at opretholde sit vakklende Kongedømme. Det samme var ogsaa Tilfældet med hans nærmeste christne Efterfølgere, hvilke – saavidt man kan skjønne af de sparsomme og dunkle historiske Efterretninger – næsten uafladeligen følte sit Kongedømme rystes under den indre Strid mellem Hedendom og Christendom, mellem Svearne, der længst heldede til den første, og Gauterne, der tidligst med nogen Overvegt erklærede sig for den sidste. Endnu da Adam af Bremen skrev sin Kirkehistorie omkr. 1076, stod Upsals berømte hedenske Tempel, til hvis Ødelæggelse Kong Stenkil († 1066) ikke vilde eller turde laane sin Arm[1]. Stenkils Søn Kong Inge († omkr. 1110) skal først have optraadt med nogen Kraft mod Hedendommen og nedbrudt Upsals Tempel; men han maatte ogsaa kjæmpe mod tvende hedenske Modkonger, opstillede af Svearne, og først længe efter Inges Død, først henimod Midten af det 12te Aarhundrede kunde Svearnes og Gauternes Omvendelse til Christendommen siges at være fuldendt. Saa lidet vare, fast lige til Hedendommens Udslukkelse i Sverige, Kongerne der virksomme, eller i Stand til at virke
- ↑ Ad. Brem. de situ Dan. c. 233–237.
