hastigere end man skulde have ventet, og selve Høvdingerne spredte sig hver til Sit, saasnart de havde forvisset sig om, at de splittede Levninger af Olafs Hær havde forladt Veradal og vare dragne øster over Kjølen[1].
Imidlertid sneg sig allerede et Rygte om den faldne Konges Hellighed sagte omkring. Bonden Thorgils paa Stikklastad havde strax efter Slaget skjult Olafs Lig, at det ikke skulde falde i hans Fienders Hænder og af dem blive mishandlet. Men om Natten – hed det sig – saa man Lys skinne over Stedet, hvor det laa, og en blind Mand skulde have faaet sit Syn igjen ved at gnide sine Øine med sin Haand, som var bleven vædet af det Vand, hvori Liget var vasket[2]. Slige og lignende Rygter fandt villigt Øre hos Nogles Venskab, hos Andres Ængstlighed og hos Alles Overtro, og de bleve snart almindelig Folketale i Throndhjem.
Under dette for det danske Herredømme ikke synderlig heldvarslende Omslag i Folkestemningen tiltraadte Svein Knutssøn Norges Kongedømme. Han var ikke grum eller ildesindet – heder det – men en uerfaren Yngling, der lod sig ganske lede, og det til det Verre, af sin Moder Alfifa (Ælfgifu) og af de danske Høvdinger, som hans Fader havde medgivet ham 3). Han var kommen til Viken, da Stikklastad-Slaget stod, og drog derpaa uden Ophold langs Kysten til Throndhjem, hvor han indtraf om Hoften, og blev der som andensteds tagen til Konge uden Modstand. Men hans Styrelse vakte snart Nordmændenes Uvillie. I flere strenge, ubillige og for Norge uvante Lovbestemmelser, tildeels hentede fra danske Sedvaner og Forhold, troede man, og det vist med Grund, at spore Ringeagt fra de danske Styreres Side for Nordmændene og Folkets gamle Ret. Der reiste sig en Knurren vide om i Landet, og de, som ikke havde taget nogen virksom Deel i Reisningen mod Kong Olaf, begyndte at bebreide hans Modstandere og især Indthrønderne, hvad disse i deres Kortsynthed og Lettroenhed havde gjort[3]. Einar Thambarskjælver, der først var kommen tilbage til Norge, efterat Stikklastad-Slaget var holdet, roste sig aabenlydt af ikke at have deeltaget i Opstanden mod Olaf, og han blev snart de Misnøiedes Ordfører mod Sveins Styrelse og den virksomste Talsmand for Olafs Hellighed[4]. Selve Anførerne for Opstanden maatte nu ligesaavel som Einar føle sig skuffede i sine ærgjerrige Forhaabninger; Landsstyrelsen var ikke kommen i deres, men i Fremmedes Hænder, og deres egne Landsmænds Uvillie yttrede sig meer og meer aabenbart mod dem[5]. Især var dette Tilfælde med Kalf
