Arnessøn, der maatte høre de bittreste Bebreidelser af selve sine Brødre, skjønt han skaffede disse, som havde været Olafs ivrige Tilhængere lige til det sidste, Fred af Kong Svein[1]. Det ulmende Misnøie brød ikke strax ud i aabenbar Opstand mod det danske Herredømme, fordi man frygtede Kong Knut, der havde de meest anseede Mænds Sønner og Frænder i sine Hænder som Gidsler, og fordi man desuden ikke endnu fandt Nogen, der vilden sætte sig i Spidsen for en Opstand[2]. Bebreidelserne mod Lederne af den sidste Reisning bleve alligevel meer og meer truende, og da de for Øieblikket nærmest rettede sig mod den føromtalte danske Biskop Sigurd, fandt denne det raadeligst at forlade Norge og drage til England til Kong Knut[3].
Haand i Haand med det voxende Had mod Danernes Herredømme gik Erkjendelsen af Olafs Fortjenester og Troen paa hans Helligdom. Hvorledes denne Tro vandt Styrke sees bedst deraf, at den mægtigen greb endog en af Olafs Banemænd, nemlig Thorer Hund. Denne troede, at et Saar, han havde faaet i Haanden under Stikklastad-Slaget, var blevet læget ved at vædes af den faldne Konges Blod. Han kundgjorde selv dette, da Rygtet om Olafs Helligdom kom i Folkemunde; og strax efter forlod han, som det synes med angerfuldt Sind, Norge, drog lige til Jerusalem, og skal ikke være vendt tilbage til sit Fædreneland[4]. Sligt Sindsskifte hos En, der forhen havde været Olafs bittreste Fiende, maatte naturligviis virke dybt paa Folkemeningen, som nu udtalte sig meer og meer afgjørende for Olafs Helligdom, og snart ogsaa i en høit agtet Geistlig fik sin bedste Talsmand.
Ikke saasnart havde nemlig den danske Biskop Sigurd forladt Landet, før Thrønderne sendte Bud efter Olafs Ven, Biskop Grimkel, der imidlertid havde holdt sig paa Oplandene, og hentede ham til Throndhjem. Grimkel henvendte sig strax til Einar Thambarskjælver, og begge begyndte i kraftig Samvirken at udbrede og vel ogsaa forherlige Rygtet om de Undere, som troedes at bevise Olafs Helgenkraft. Thorgils paa Stikklastad havde lønligen begravet Olafs Lig i en Sandmæl ved Nidelven, strax ovenfor Kjøbstaden Nidaros[5]. Man fik nu Stedet at vide, og med Kong Sveins Tilladelse lod Einar og Grimkel det, under Tilløb af en stor Menneskemængde, opgrave og jorde ved den af Olaf selv byggede Klemens Kirke i Nidaros. Men det blev ikke herved. Den 3die August 1031 blev Olafs Ligkiste atter optagen og aabnet af Biskop Grimkel i Kong Sveins, hans Moders og alle hans Høvdingers Nærværelse. Liget fandtes
