men og Norges Samfundsforholde, en meer ordnende Aand, en bestemtere Opfatning og tydelige Bevidsthed af sin kongelige Virksomheds Formaal, der ikke skulde begrændses af hans egen Tid alene, men ogsaa udstrække sig til en fjærn Eftertid. Modgangen øvede en forædlende Indflydelse paa hans Sind, og hans sidste Optræden, fuld af christelig Kjærlighed og Gudhengivenhed, maa kaste et mildnende Slør over hans tidligere Haardhed, der desuden meer maa tilregnes hans Tidsalders Tænkemaade end hans eget Hjertelag. Hans Ulykke og voldsomme Død blev ogsaa, som senere vil vise sig, et kraftigt Middel i Guds Haand, ei alene til at udsone Nordmændene med hans Minde og sprede Glands over hans i Livet ofte miskjendte Virksomhed, men ogsaa til at befæste hans Indstiftelser, baade de, der angik Christendommen, og de der sigtede til Opretholdelsen af Landets Lov og det norske Riges Selvstændighed, – et kraftigere Middel udentvivl end hans Kongedømmes længere Varighed vilde have været.
Reisningen mod Olaf havde fra Almuens Side været en uoverlagt, blind Opbrusning, – fra Høvdingernes Side en vistnok beregnet, men kortsynet Plan til egennyttige og ærgjerrige Hensigters Opnaaelse. Reisningen støttede sig ikke til nogen fuldgyldig og reen Grund; den udsprang kun af Selvskuffelse og af underfundig Indvirkning udenfra. For begge Dele fik man med Eet Øinene aabnede, og et hastigt men let forklarligt Omsving i Folkestemningen indtraadte. Haakon Jarls uventede Død og de dermed forbundne Omstændigheder havde vist nok allerede hos Mange vakt Eftertanke. Dernæst kom Knuts svigfulde Færd og ærgjerrige Hensigter meer og meer for Dagen. Endelig viste Olaf sig i sin sidste Optræden i en, saa at sige, forklaret Skikkelse, hvorom det forskjønnende Rygte som en Løbeild forplantede sig fra hans Venner til hans Modstandere; hvorhos Omstændighederne ved hans Død, og især Solformørkelsen, som ledsagede den, virkede paa selve hans Modstanderes Følelse og Overtro. Alt dette tilsammen maatte nødvendig give Folkestemningen en ny Retning. Allerede under Slaget havde Bondehærens Førere havt ondt ved at faa Mængden til at holde Stand, da den saa Olaf Ansigt til Ansigt, idet han fremtraadte af Skjoldborgen i Spidsen for sine Mænd[1]. Da Slaget var til Ende og Kongens Fald kundbart, sloges Seierherrerne af en underlig Rædsel, der afholdt dem fra at plyndre Valpladsen; og skjønt de endnu ikke aabenbart vilde erkjende sine faldne Fiender for andet end fredløse Ransmænd, der havde forbrudt christen Begravelse, saa raadede dog i Stilhed en anden Mening, og mange af Kongsmændenes Lig bleve trods hiin haarde Dom førte til Kirkerne og begravne i viet Jord[2]. Bondehæren opløste sig ogsaa langt
