Mødet mellem Hærene fandt Sted paa Stikklastad. Olaf havde vel 3000 Mand; hans Fiender omkring 12000O Olafs Mænd havde til Hærtegn Kors paa Hjælme og Skjold, og gik frem under Hærraabet: „frem Christmænd, Korsmænd, Kongsmænd!“ I Spidsen for hans Fiender stod Kalf Arnessøn, der efter de øvrige Høvdingers Raad havde paataget sig Overanførselen over Hæren, og dennes Hærraab var: „frem, frem Bondemænd!“ Der blev en haard Strid, og Olaf gik selv frem i Spidsen for sit Folk. Men medens det endnu var tvivlsomt, hvorhen Seieren vilde vende sig, fik Kongen et Øxehug over Knæet. Ved dette Saar heldede han sig op til en Steen, kastede Sverdet og bad Gud hjælpe sig. I samme Stund fik han tvende andre Saar, der voldte hans Død; det ene gaves ham af Thorer Hund, og det andet, som det almindelig hed sig, af Kalf Arnessøn, der dog senere negtede for dette Rygtes Sandhed. Efter Olafs Død opholdtes Striden endnu en Stund af Dag Ringssøn, der med sin Flok var kommen paa Kamppladsen noget senere end den øvrige Hær. Men Dag blev overmandet og maatte flygte. Hermed var Slaget afgjort, og Seieren paa Bøndernes Side[1].
Saaledes faldt Kong Olaf Haraldssøn 35 Aar gammel, efterat han i næsten 16 Aar havde været Norges Konge. Hans Dødsdag angives i Sagaerne eenstemmigen at have været den 29de Juli, som i dette Aar, 1030, faldt paa en Onsdag; og denne Dag har ogsaa bestandig været den, som i Kalenderen har baaret St. Olafs Navn, og paa hvilken hans fornemste Fest høitideligholdtes[2]. Alligevel er der den største Sandsynlighed for, at hans rette Dødsdag har været den 31te August. Paa denne Dag 1030, indtraf nemlig en stor Solformørkelse strax efter Middag, netop paa den Tid af Dagen da Slaget holdtes; og denne Omstændighed passer til Sagaernes eenstemmige Udsagn, at der under Slaget indtraf et stort Mørke, og at Solen ikke saaes, uagtet Himmelen var aldeles skyfri, – et Udsagn som støtter sig til en samtidig, vel ikke i Slaget nærværende, men dog med Olaf og hans Søn Magnus nøie bekjendt Skalds, Sighvat Thordssøns, udtrykkelige Ord i et Vers, som endnu er bevaret[3].
Sagaerne have med Omhyggelighed og med et umiskjendeligt Præg af Sanddruhed skildret os Olaf Haraldssøns Landsstyrelse og med det samme hans Karakter. Ejede han end ikke i Eet og Alt de glimrende Aands- og Legems-Egenskaber, hvormed Olaf Tryggvessøn uimodstaaelig henrev Nordmændene, saa havde han derimod paa sin Side et skarpere og klarere Blik baade med Hensyn til Christendom-
