Christne med sig i Kampen, og han gav derfor Hedningerne Valget: enten at lade sig døbe eller og forlade Hæren. Da lode 400 sig døbe, men 500 droge igjen tilbage til sit Hjem[1].
Olafs Tog kom ingenlunde hans Fiender i Norge uventet, og skjønt de manglede en øverste Styrer, handlede de dog baade med Kraft og Eendrægtighed. I Spidsen for Reisningen stode: paa Haalogaland Thorer Hund af Bjarkø og Haarek af Thiotta, i Throndhjem Kalf Arnessøn og paa Vestlandet Erling Skjalgssøns Sønner og flere Lendermænd, hvilke alle havde tilsvoret Kong Knut, at de skulde tage Olaf af Dage, hvis Leilighed dertil gaves. Da de ved sine Speidere fik Kundskab om Olafs Komme til Sverige, lode de strax Hærbud udgaa; og da man var uvis om, paa hvilken Kant Olaf vilde angribe Norge, deelte Stridsmagten fra Vestlandet sig saaledes, at Hæren fra de sydligere Fylker under Erlings Sønner droge øster i Landet, medens den øvrige under de andre vestlandske Lendermænd droge mod Nord for at støde til den Magt, som samlede sig i Throndhjem[2].
Snart fik man Vished om, at Olafs Tog rettede sig mod denne sidstnævnte Deel af Landet, og at han med sin Hær var kommen til Jamteland. Ved denne Tidende satte strax de i Throndhjem samlede Høvdinger sig i Bevægelse med Thorer, Haarek og Kalf i Spidsen, samlede til sin Hær alt det Folk, de kunde opdrive og fore ind til Veradal for der at møde Olaf. Den ivrigste til at opegge Stridsfolket mod denne var en Biskop, Sigurd, en dansk Mand, der længe havde været hos Kong Knut, og som af ham var given Haakon Jarl til Hirdbiskop. Det var en heftig Mand, haard og uforsigtig i sine Ord. Han fulgte nu Bondehæren, og fremstillede altid i sine Taler Olaf som den grummeste Voldsmand, og hans Stridsmagt som en Samling af Røvere og Udaadsmænd. Man skulde hugge dem ned uden Skaansel og lade deres Lig ligge som Bytte for Ulv og Ørn, men ingenlunde begrave dem i christen Jord. Den ophidsede Bondehær gav hans Tale Bifald og lovede at følge hans Anvisning[3].
Ganske anderledes var Olafs Færd og Tale. Da han kom ned i Veradal, vilde de mest heftige af hans Tilhængere, at man skulde ødelægge Bygderne med Ild og Sverd: saaledes skulde man gjengjælde Bønderne deres Forræderi og maaskee tillige virke en Opløsning af deres Hær. Men Olaf, der i fine tidligere Dage ikke havde forsmaaet slige grusomme Midler for at vinde sin Sag, erklærede sig nu afgjørende derimod og bød sine Mænd at fare fredeligen ned gjennem Dalen, indtil de mødte Fiendehæren[4].
