Om Gjenstanden for denne Olafs Budsendelse kan mangt og meget gjettes, men man gjør rettest i at holde sig til Adams egne Ord. Paa det ene Sted, hvor han omtaler den, siger han: „Kongen (Olaf) sendte ogsaa Sendemænd (nuncios) til vor Erkebiskop (Unvan), indstændigen (suppliciter) bedende, at han velvilligen (benigne) vilde modtage hans Biskopper, og sende sine (Biskopper eller Lærere?) til ham, for at de kunde styrke Nordmændenes raa Folk (rudem Nordmannorum populum) i Christendommen“. Og paa et andet Sted, hvor han nævner Biskop Grimkel som Sigurds Eftermand, tilføier han om hiin: „som i sin Tid (tunc) var Kong Olafs Sendemand (legatus) til Erkebiskop Unvan“. Alt hvad man af disse Adams Ord med Sikkerhed kan slutte om Sendefærdens Øiemed er blot, hvad allerede forhen er berørt, at det fortrinsviis var, at forsterke Tallet af Christendomslærere i Norge; medens man derimod lades i Uvished om, hvorvidt hermed var forbunden nogen formelig Vedtagelse fra den norske Konges og Geistligheds Side af det bremiske Erkesædes Metropolitanret over den norske Kirke. Ikke stort mere kan man herom slutte af et tredie Sted hos Adam, hvor han, efter at have omtalt Poppe i Slesvig og Odinkar i Ribe som de eneste Biskopper i Jylland for Knut den Mægtiges Regjeringstiltrædelse, tilføier: „Odinkar alene af vore (d. e. af de i Bremen indviede Biskopper) visiterede nogensinde Kirkerne hiinsides Havet (transmarinas ecclesias); Esico (Poppes Eftermand) sad hjemme, og de øvrige forhindredes ved Forfølgelsen. Erkebiskoppen (Unvan) indviede ogsaa andre meget lærde Mænd til Norge og Sverige; andre, som vare indviede i England, afsendte han med sin Tilladelse (dimisit) for at bygge Kirken (ad ædificandam ecclesiam), af Venskab for Kongerne, da de gjorde ham Fyldest (cum satisfacerent). Mange af dem (de i England indviede) tilbageholdt han nemlig hos sig, men alle overøste han ved deres Bortreise med Gaver, og bragte dem til godvilligen at underkaste sig den hamborgske (bremiske) Kirke“[1]. Udtrykkene ere her efter Adams sedvanlige Viis saa svævende, at man har saare ondt for at udfinde deres bestemte Mening. Ved Kirkerne hiinsides Havet, som den fra den hamborgsk-bremiske Kirke udgangne Biskop Odinkar af Ribe visiterede, og som altsaa erkjendtes at være stiftede af og undergivne den bremiske Kirke, kan meget vel forstaaes, og forstaaes uden al Tvivl rettest, kun Kirkerne paa de danske Øer, i Skaane, og høist taget i de nærmeste Dele af Gautland. Hvad der siges om lærde Mænds Indvielse ved Unvan til Norge og Sverige, bliver, forsaavidt ved de lærde Mænd skal forstaaes Biskopper, altid for Norges Vedkommende usikkert, da Adam ingen bestemt Person nævner, og da vore gamle Sagaer ingen i
- ↑ Ad. Brem. II. 87.
