Norge eller blandt Nordmændene i Olafs Tid virkende Biskopper kjende undtagen de tidligere nævnte fire[1], hvilke Adam selv paa andre Steder udtrykkeligen betegner som komne fra England. Hvad det endelig angaar, at Unvan af Venskab for Kongerne, der gjorde ham Fyldest, tillod nogle Biskopper, skjønt indviede i England, at virke for Kirken, efterat de godvilligen havde underkastet sig Hamborgs Erkesæde, da gjælder dette aabenbare alle de tre nordiske Riger, og man lades saaledes i Uvished om, for hvor stor Deel det skal anvendes paa Norge. Det Eneste som af det hele bliver klart er det, at Erkebiskop Unvan har nyttet enhver Leilighed til at faa sin Metropolitanhøihed erkjendt i alle de Lande, over hvilke den ifølge Pavens Bud strakte sig, og at dette ogsaa tildeels er lykkets ham. Men at Erkjendelsen af og Underkastelsen under Bremens Metropolitanhøihed for Norges Vedkommende ingenlunde har været af Kong Olaf bestemt og afgjørende udtalt, det fremlyser af de Tvistigheder, som i denne Anledning senere reiste sig, og hvilke paa sit Sted skulle omhandles.
Man tør saaledes af det Anførte slutte: at den hamborgsk-bremiske Kirkes Metropolitanhøihed over den norske i Kong Olaf Haraldssøns Tid endnu ikke var fra norsk Side udtrykkelig anerkjendt, og at overhovedet Metropolitanforholdet med deraf flydende Rettigheder endnu i Norge kun saare uklart opfattedes.
Vi have nu fuldendt Fremstillingen af Kong Olaf Haraldssøns Birken for Christendommens fuldkomne Indførelse blandt Nordmændene og for den norske Kirkes Grundfæstelse og Bygning. Denne Virken falder, som vi have seet, hovedsageligen inden de ti første Aar af hans Styrelsestid. Hans senere Styrelse vedkommer i langt ringere Grad den norske Kirkes Historie. Da imidlertid hans senere Regjeringshistorie oplyser Aarsagerne til hans Fald i Kampen mod oprørske Undersaatter, da Omstændighederne ved hans Død igjen gave Anledning til, at han kort efter blev erklæret for en Helgen, og da hans Helgenry endelig baade strax virkede til den norske Kirkes fuldkomne Befæstelse, og i Tidens Løb kom til at øve en ikke uvigtig Indflydelse paa Ordningen af dens indre og ydre Forholde i meer end een Retning, – saa kunne vi heller ikke lade denne senere Deel af Olafs Historie ganske ud af Syne. Vi ville dog stræbe med Hensyn
- ↑ Se ovenfor Side 70, 71.
