men Metropolitanretten havde han forud, og paa den vilde han ingenlunde give Slip.
I Norge selv kjendte man vistnok i Omvendelsestiden lidet eller intet til denne den bremiske Biskopsstols Metropolitanret. Kongerne havde sikkerligen fra først af ingen Rede paa dens Betydning; de holdt sig til England, hvor de selv havde faaet sin Christendomskundskab, og hvorfra de havde sine Christenlærere. For Landets engelske, i England indviede Biskopper kunde det ikke være magtpaaliggende at hylde som sit Overhoved en Metropolitan, hvem de intet skyldte. For det nychristnede Folk var naturligviis Metropolitanforholdet uforstaaeligt eller ligegyldigt; Nordmændene maatte efter Omvendelsesforholdene tænke sig Kongen som den norske Kirkes nærmeste almindelige Overhoved. Over ham tænkte man sig kun, men i en dunkel Baggrund, Paven, hvem man ansaa for et overmenneskeligt Væsen og sammenblandede med Christus selv; som den omvendte Skald Eilif Gudrunarssøn, naar han i halv hedenske Udtryk priser Christus, kalder ham Roms Konge, Fjeldgudernes Undertvinger, der sidder i Syden ved Urds Brønd:
I Syden sidder han (Christus) –
man siger – ved Urdes Brønd (i Nornernes Sæde som Skjebnens Styrer);
saa Roms den sterke Konge (Christus, Paven) har styrket sig
ved steile Fjældes Guders (Asernes?) Rige[1].
Men i hvor lidet end Norges Konge, Geistlighed og Almue maatte føle sig Bremens Erkebiskop forpligtet eller takskyldig, saa maa dog udentvivl et Sagn eller en Paamindelse om den Metropolitanret over Norges Kirke, hvilken var hiin Erkebiskop af Paven lovligen overdragen, have naaet Olaf Haraldssøns Øre og bragt ham til at sætte sig i Forbindelse med Bremens Kirke, idet han lod Sendemænd med Biskop Grimkel i Spidsen afgaa til Erkebiskop Unvan, den ovennævnte Libentius’s Eftermand. Vore egne Sagaer vide intet om denne Sendefærd; det er kun den bremiske Kirkes Historieskriver, Magister Adam[2], som omtaler den, men efter sin sedvanlige Viis paa en ufuldstændig Maade og uden at nævne Aaret, hvori den indtraf. Da nu Unvans Styrelsestid som Biskop (1013–1029) næsten ganske falder sammen med Olafs som Konge (1014–1030), saa kan man ei komme Tiden for hiin Sendefærd nærmere, end at den er foregaaet efter 1015, da Olaf kom i sikker Besiddelse af Norges Kongedømme og begyndte sit Omvendelsesverk, og før 1028, da han forlod Norge.
