nævntes: Erkebiskopper, eller fordi deres Sæde oprindelig var i Hovedstæderne: Metropolitanbiskopper; og den Kreds af Biskopsdømmer, i hvis Spidse en saadan Erkebiskop stod, kaldtes hans Provins. Til den ham overdragne Myndighed hørte tvende Hovedrettigheder: nemlig 1) at stadfæste de ham underordnede Biskoppers Valg samt indvie dem, – og 2) at sammenkalde dem til raadslaaende Møder i Provinsens almindelige kirkelige Anliggender, til de saakaldte Provincial-Concilier. Det er tidligere fortalt, at ved Oprettelsen af Hamborgs Erkebiskopsstol (omkr. 834) Metropolitanmyndigheden over alle de bekjendte Lande i det endnu dengang hedenske Norden af Paven overdroges hiint Erkesæde, der noget senere (ved 850) forenedes med Bremens. Det er ogsaa udviklet, hvorledes de hamborgsk-bremiske Erkebiskopper, ved sin Virksomhed for Christendommens Indførelse baade i Danmark og Sverige, i Sandhed gjorde sig fortjente til og derhos fik anerkjendt sin Metropolitanmyndighed i disse Lande; medens derimod deres Virksomhed kun i saare ringe Grad berørte Norge, der modtog Christendommen fra England, og det, saavidt skjønnes, fra først af ganske uden Medvirkning eller Indblanding fra det bremiske Erkesædes Side. Herved kom, som man let seer, den nye norske Kirke i en eiendommelig, noget forviklet Stilling. Den var i Virkeligheden og i strengeste Betydning en Datter af den engelske Kirke; men Metropolitanmyndigheden over den var forud, allerede halvandet hundrede Aar for den blev til, af Paven given til det tydske, hamborgsk-bremiske Erkesæde. Denne Omstændighed viser sig tydeligen at have vakt hos det sidstnævnte en ikke ringe Iversyge mod den engelske Kirke med Hensyn til Norge.
Man har vist al Grund til at gjette, at den bremiske Erkebiskop, da han først fik noget Nys om de antydede Forhold i Norge, har tænkt paa at faa en tydsk Mission i Gang til dette Land; men deels var under den virksomme Adaldags Eftermand, Libentius (988–1013) Tilstanden i det mellemliggende Danmark ikke synderlig gunstig for et saadant Foretagende, deels laa Norge for fjærnt fra Erkesædet, og deels endelig har man her neppe havt nogen rigtig Forestilling om Maaden, hvorpaa Omvendelsesverket, da det først kom i Gang, dreves i Norge. Man har tænkt sig det i Norge at gaa nogenlunde som i Danmark og Sverige, hvor det endnu efter næsten to Aarhundreders Forløb langtfra var fuldendt; og man har ikke havt nogen Forestilling om den rastløse Iver, hvormed det af begge Olaferne dreves. Udentvivl har det derfor gaaet saaledes til, at for man i Bremen ret fik overlagt Midlerne til Nordmændenes Omvendelse, var denne allerede istandbragt foruden tydsk Medvirkning. Erkebiskoppen havde saaledes al Grund til at beklage, at hans Metropolitanvirksomhed her kom for seent;
