Hvad den islandske Christenret angaar, da fremgik den naturligviis af lignende Underhandling og Overeenskomst mellem Olafs Udsendinger og det islandske Althings Lagrette eller lovgivende Forsamling. – Hvorledes Forholdet i denne Henseende har været i de under Norges Høihed staaende Lande, eller, som de i det mindste senere kaldtes, Norges Skatlande, derom savnes ganske Underretning, ligesaavel angaaende den verdslige Lov som angaaende Christenretten.
Spørger man nu om Kilden for den af Olaf i Norge indførte Christenret, saa bliver Svaret, at man naturligviis først og fremst finder denne i den dagjældende romersk-katholske canoniske Ret. Denne var imidlertid ikke endnu saa omhyggelig samlet og systematisk fremstillet, som den blev et Aarhundrede senere, og tillod derfor flere Tillempninger efter de forskjellige Landes fra ældre Tid af bestaaende Forhold, end i en sildigere Tid vel havde kunnet indrømmes. Heraf reiste sig for en stor Deel den Spending mellem Kirke og Stat, som i Norge indtraadte et Par Aarhundreder senere, da den norske Geistlighed, støttende sig til Pavens Paabud og den canoniske Rets større Bestemthed og almindelige Antagelse, gjerne vilde have denne i eet og alt gjennemført i den norske Kirkelovgivning, – men i sine Bestræbelser herfor fandt Modstand baade hos Folket og Kongedømmet, der støttede sig til gammel Landsret og holdt fast ved den engang antagne og gjennem Landslovens Former udviklede fædrelandske Christenret. Men om denne Spending og dens Natur komme vi senere til at handle. Har, foruden den bestaaende almindelige canoniske Ret, noget enkelt Lands Kirkeret ved den første Sammensætning af Norges Christenret været benyttet, maa man vel nærmest tænke paa den engelske; thi fra den engelske Kirke udgik, som ovenfor viist, utvivlsomt den norske. Men til Begrundelse af nogen bestemt Mening i denne Henseende mangle endnu de fornødne foreløbige Undersøgelser og Sammenligninger. I ethvert Fald er det sikkert, at hverken den engelske eller nogetsomhelst andet Lands Kirkeret slavisk er bleven fulgt i Sammensætningen af den norske, der netop udmærker sig fremfor de fleste andre ved sin omhyggelige Afpasning efter selve Landets Forholde og Landsfolkets Krav.
En Sag vedkommende den norske Kirkes første Oprettelse staar endnu tilbage at berøre, og det er dens Stilling med Hensyn til Metropolitanmyndigheden. Det var en, allerede for lang Tid tilbage, almindelig anerkjendt Lov i den romersk-katholske Kirke, at der mellem dens synlige Hoved, Roms Biskop eller Paven, og dens Opsynsmænd, Biskopperne, skulde være et Mellemled, dannet af Biskopperne i visse af Paven udseede Biskopsdømmer, der skulde indtage en overordnet Stilling inden en bestemt Kreds af sine Broderbiskopper. De be-
