over alle Fylker paa Oplandene og saa vidt andensteds, som den siden har gjældet“[1], og at han der senere „ordnede Christendommen, som det syntes ham nødvendigt“[2], – og endelig at han „da han var bleven Norges Enekonge, lod ordne Lovene med de viseste Mænds Raad, saaledes som de siden have gjældet“[3]; – saa vise disse Udsagn tydeligen, at Olafs Lovgivningsvirksomhed har strakt sig over hele Norge, været af indgribende Vigtighed og især gaaet ud paa Lovens Rensning fra alt Hedenskab og paa Christendommens Befæstelse i den. Man seer ogsaa, at Olaf i sin Lovgivningsvirksomhed er gaaen frem paa den Maade, som ældgammel Samfundsorden og Sedvane tilsagde. Han har først raadslaaet med de viseste Mænd (det er med de Lovkyndige) i hvert af Landets Lagdømmer, derpaa fremsat sine paa disse Overlægninger grundede Lovforslag for Almuen paa hvert af Hoved-Lagthingene, og der erholdt Bøndernes Samtykke, hvorved de bleve virkelige Love; thi den lovgivende Myndighed hvilede hos Folket, hos Bønderne.
Paa denne Maade fremgik da Norges første christne Love ved Olafs Virksomhed og under hans Ledning. Vi see, at han ved dette sit Arbeide havde et dobbelt Maal for Øie: det ene, at rense den gamle verdslige Lov for Alt hvad der smagte af Hedendommen, hvad der var bygget paa Asatroen og stod i umiddelbar Forbindelse med Asernes Dyrkelse, deels ved ganske at bortskjære det, deels ved at omforme det efter Christendommens Krav, – og det andet, at give fra Ny af en Christenret, eller en efter Landssolkets Tarv afpasset Lov for den norske Kirke og dens Forhold til Staten, hvilken Christenret, som en egen Hovedafdeling eller Bolk, Christendomsbolk, kunde blive forbunden med den øvrige Lov. Begge Dele istandbragte han.
Hvilke Forandringer han for det førstnævnte Øiemed gjorde i den ældre verdslige Lov, kan nu ikke mere paavises i det Enkelte. Man kjender nemlig ikke de af Haakon Adalsteinsfostre for Frostathings og Gulathings Lagdømmer, og af Halfdan Svarte for Eidsivathings Lagdømme og tildeels for Viken ordnede Love i deres hedenske Form, og man kan saaledes ikke sammenligne denne med deres senere christelige. Desuden kjender man dem ikke engang i denne sidste Form saaledes som de udgik fra Olaf Haraldssøn, eller er i Stand til at udsondre hans Verk fra senere Tiders og senere Kongers Forbedringer og Tillæg. Man kan alene, og det dog blot gjetningsviis, fremstille visse Punkter, hvori en Forandring nødvendig synes at maatte have fundet Sted, f. Ex. Beviisførelse, Ed, enkelte Retsskikke og Retsformularer, der stode i Forbindelse med Religionen, tildeels ogsaa Egteskabet, Ar-
