bygge Kirker ved det Løfte af de christne Lærere: „at hver der reiste en Kirke skulde kunne give saa Mange Rum med sig i Himmerige, som kunde staa i den Kirke, han byggede“, og at der som Følge heraf snart reistes flere Kirker, end man i den første Tid havde Prester til at forrette Tjeneste ved[1]. Det kan neppe omtvivles, at den samme Tilskyndelse til Kirkebygning er bleven gjort gjældende i Norge, og at saaledes Folketroen er kommen Kongens Iver imøde for meget snart at skaffe de fornødne Kirker tilveie.
Vi komme nu til Olafs Virken som christelig Lovgiver. I denne Retning af sin Landsstyrelse har han udentvivl indlagt sig størst Fortjeneste, skjønt man her savner Kilder til at kunne fremstille hans Virken i det Enkelte. At han var den christne Lovs første Ordner i Norge, og saa at sige den christne Lovgivnings Fader, – det er noget som til alle Tider har været erkjendt. Derfor nævnte gjennem hele Middelalderen Nordmændene sin Lov: den hellige Olafs Lov (lög hins helga Ólafs konungs), og i den Ed, som var vedtagen for Norges Konger, naar de tiltraadte Kongedømmet, svore de: „at holde den christne Lov, som den hellige Kong Olaf fra først af satte (hóf eg. begyndte), og hans rette Efterkommere havde samtykt mellem Kongen og Bønderne, med gjensidig Overeenskomst“[2]. Om denne Olafs Lovgivningsvirksomhed siges i Sagaerne, at den tog sin Begyndelse i Throndhjem, og det allerede i Vinteren 1015–1016. „Han stevnede til sig – heder det – alle de Mænd, som vare de viseste, baade mægtige og ringe. Han lod ofte fremsige (telia) for sig den Lov, som Haakon Adalsteinsfostre havde sat i Throndhjem. Han ordnede Lovene med de viseste Mænds Raad, tog fra eller lagde til der hvor det syntes ham fornødent. Men Christenretten satte han med Biskop Grimkels og andre Læreres Raad og lod sig det være i høieste Maade magtpaaliggende, at borttage Hedendom og alle de gamle Sedvaner, hvori ham syntes Christendommen blev gaaet for nær. Det kom ogsaa dertil, at Bønderne samtykte disse Love, som Kongen gav“[3]. Dette Udsagn gjælder vel nærmest Thrøndernes Lov eller Frostathingsloven; men det er tydeligt af Sagaerne, at han har gaaet frem paa samme Viis ogsaa i de øvrige Landets Hoveddele eller Lagdømmer. Naar det heder, at han i det vestlige Norge, i Gulathingslagen, paa Thingene „lod oplæse (d. e. foredrage) Christendomsloven“[4], – at han i Viken „lod paabyde den christne Lov ligedan som nord i Landet“[5] – at han paa Oplandene „satte det i Loven, at Oplændingerne skulde søge Eidsivathing, og Eidsivalov skulde gjælde
