veretten, Mandhelgen eller den personlige Ret, Trælenes Kaar og andet lignende; men selv i disse Punkter, især de fire sidstnævnte, seer man tydeligen, at Forandringerne have været meget lempelige og ikke strakt sig videre, end Christendommen uundgaaelig krævede. Retten Mand og Mand imellem, ligesom og den saakaldte Landsret, det vil sige: Retten mellem Folket og Kongedømmet, synes i Alt væsentligt at være forbleven urokket, saaledes som det i Haakon Adalsteinsfostres Tid var vedtaget og fastsat ved gjensidig Overeenskomst. Ligeledes blev hvert Lagdømmes selvstændige Lovgivnings- og Dommer-Myndighed aldeles uforandret.
Den Christenret, „som Olaf satte med Biskop Grimkels og andre Læreres Raad“ kjender man heller ikke i dens oprindelige Form. Her kan man dog maaskee nogenlunde sikkert slutte sig til dens væsentligste Indhold ved opmærksomt at sammenligne de ældste norske Christenretter, som endnu ere levnede. Disse ere: den ældre Gulathingslovs Christendomsbolk og den ældre vikske Christenret, med hvilke ogsaa kan jævnføres den ældre islandske Christenret.
Den ældre Gulathingslovs Christenret er vistnok i den Form vi nu have den ikke ældre end Kong Magnus Erlingssøns Tid, omtrent fra Tiden mellem 1164 og 1170; men den er alligevel til Kundskaben om den ældste norske Kirkelovgivning af størst Vigtighed, fordi den udtrykkelig betegner alle de nyere Bestemmelser, som skrive sig fra den nævnte Kong Magnus’s Tid, og ved Siden af dem anfører de ældre, endog om de ved de nyere ere ophævede, og tillægger dem i Almindelighed en Olaf, hvorved rimeligviis forstaaes Kong Olaf Kyrre (1066–1093), men paaberaaber sig ogsaa ved flere udtrykkeligen Kong Olaf den Hellige og Biskop Grimkel samt deres Overeenskomst med Bønderne paa Moster-Thing (Mostrarþing) paa Sunnhørdaland[1]. Den ældre vikske Christenreter, som det synes heel og holden, fra Tiden strax efter 1100. Den ældre islandske Christenret endelig er paa et ældre Grundlag sammensat af de islandske Biskopper Thorlak Runolfssøn i Skaalholt og Ketil Thorsteinssøn i Hole og lovtagen 1123[2].
Af Sammenligningen mellem disse, især de to førstnævnte, synes vise sig, at Olaf Haraldssøns Christenret i Hovedsagen ligger for os i de Bestemmelser i Gulathings-Christenretten, som tillægges Olaf (Kyrre?). Man seer, at den har været kortfattet og kun behandlet hvad man dengang ansaa for Kirkeforfatningens Hovedpunkter, hvilke ere tillempede efter Norges Samfundsforholde. Den korte Erklæring, som egentlig danner Indgangen til hele den ældre Gulathingslov, saadan som vi nu have den, maa nærmest henføres
